Dragør Lund

 

Udsnit af kort fra 1780.

Dragør Lund var tidligere en væsentlig større skov end den er i dag.

Lunden fandtes i hvert fald i 1600-tallet, hvor den blev tegnet ind på datidens – ganske vist upræcise – kort over Amager.

Lunden fungerede som sømærke, og det var forbudt at fælde træerne. Det gjorde københavnerne dog alligevel under krigen i 1650’erne, hvor svenskerne havde belejret hovedstaden og der var mangel på brænde.

Dragør Lund var i 1600-tallet og mange år frem et populært udflugtsmål, hvor der var forlystelser og servering om sommeren.

En stor sten i Dragør Lund, kaldet Lundestenen, spillede tidligere en vigtig rolle for den lokale jordemoder, når hun skulle forklare de mindre børn, hvor deres nyfødte søskende kom fra. Nogengange lød historien, at det nye familiemedlem simpelthen var et hittebarn, som forældrene havde fundet ved Lundestenen og taget til sig.

Den mere praktisk anlagte jordemoder sendte børnene på en gåtur ud til lundestenen. Så var fødslen overstået, når de kom hjem igen.