Elforsyning

Medarbejdere fra firmaet Danalith rejser elmaster et sted på Amager. Udateret foto.
Medarbejdere fra firmaet Danalith rejser elmaster et sted på Amager. Udateret foto.

I 1914 fik det privatejede gas- og vandværk på Stationsvej en aftale med elforsyningen i København om levering af elektricitet til Dragør.

Ledningerne ud til byen blev trukket, og i første omgang blev elektriciteten brugt til drift af maskiner.

Blandt de første forbrugere af el var Dragør Dampvaskeri, som med nye elektriske vaskemaskiner kunne vaske 1.000 stykker tøj om dagen. For erhvervslivet var prisen på el gunstig.

Man betalte 20 øre for strøm til motorer, mens det kostede 40 øre, hvis man skulle bruge el til belysning.

Til gengæld lovede elforsyningen, at forbrugere, der tegnede sig som kunder inden 1. 1. 1915 fik lagt stikledning ind gratis.

Kort før jul, torsdag den 17.december 1914 tændtes for første gang det elektriske lys i Dragørs forretninger.

Syv steder kunne borgerne nu nyde synet af det klare lys. For at fejre begivenheden, samles man til et glas champagne, et stykke kransekage og en cigar hos konditor Scheller på Kongevejen, hvor ”lyset straalede i festlig Hvidhed”, som Amagerbladet skrev.