Strandhotellet

 

Strandhotellet hed oprindeligt Gamle Kro og er et af de ældste beværtningssteder i Danmark.

På dette sted lå i middelalderen sildemarkedets herberg, som tilsyneladende var én af i alt fire bygninger på stedet.

Fra midten af 1600-tallet hed værten Svend Hansen Gynge, og stedet var privilegeret kro med ret til selv at fremstille øl og brændevin. Svend Hansen stod på god fod med Frederik den 3. og arrangerede store svanejagter langs Amagers kyst for hoffet.

Da Amagerbanen åbnede i 1907, og turisterne begyndte at komme til Dragør, tog kroen navneforandring til Dragør Strandhotel.

Den nuværende hovedbygning er opført i 1845, men der er gennem tiden sket en del ombygninger. Verandaen blev bygget til i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1930’erne blev der bygget en etage ovenpå.

Fordyb dig i historien:

Læs mere om Strandhotellet og dets historie.
Læs Birte Hjorths artikel om kroejere i 1600-tallet Hr Svend paa Dragøe

Se billeder af Strandhotellet på arkiv.dk