Sognerådsformand i Store Magleby

Dirch Bacher Dirchsen var gårdmandssøn fra Store Magleby, hvor hans forældre havde haft Hollændergård.

I år 1900 giftede Dirch sig med Trein Willumsen, der var datter fra en anden af Store Maglebys gårde, Alleenlyst, som lå mellem Store Magleby og Dragør.

Dirchsen blev i 1917 valgt til sognerådsformand i Store Magleby, og han var øjensynligt en populær førstemand for den lille kommune.

Da han trak sig tilbage fra posten i 1942, skrev næsten 250 vælgere under på et brev, hvor de takkede for hans indsats til gavn for kommunen.


D. B. Dirchsens Allé, der i 1960’erne blev opkaldt efter ham, havde eksisteret i mange år og fungeret som markvej.

Lokalt kaldte man den Grønvej, selv om det nok ikke var et officielt navn. Den gav først og fremmest adgang til markerne øst for Dragør, men i 1950’erne var bebyggelsen nået herud.

Arealerne vest for D. B. Dirchsens Allé var endnu omkring 1960 betegnet som ”yderzone”, og det betød, at der ikke kunne bygges, men at arealerne skulle blive ved at være marker.

Så frem til midten af 1970’erne var D. B. Dirchsens Allé den vestlige grænse for bebyggelsen nord for Kirkevej.

Udviklingen lod sig dog ikke stoppe, og der var brug for jord til boligformål, så snart efter begyndte byggemodningen af grundene på hver side af Hartkornsvej.

Dermed kom der boliger på den jord, som D. B. Dirchsens fødegård havde dyrket et halvt århundrede tidligere.

Fordyb dig i historien:

Læs et uddrag af D. B. Dirchsens dagbog for 1900.

Se billeder af D. B. Dirchsen på Arkiv.dk