Facts og myter om Historisk Arkiv

Er arkivet grundlagt af frivillige?
Nej. Arkivet blev oprettet af overbibliotekar Knud Pallesen i 1962. Det skete bl.a. på baggrund af en henvendelse fra Hans Brandt, der var leder af arkivet i Fåborg. Brandt arbejdede for Sammenslutningen af Lokalarkiver, og havde til opgave at opfordre til dannelse af arkiver landet over.

I de første år arbejdede biblioteksassistent Clara Svendsen med at katalogisere de billeder, som blev overdraget til arkivet. 1967 blev Svend Jans ansat som arkivar og siden har faguddannede bibliotekarer stået for ledelsen a arkivarbejdet.

I 1990’erne var der en lille gruppe borgere, som kom fast på arkivet, og enkelte hjalp til med arkiveringsopgaver. Fra omkring 2010 kom der flere til, og en del af dem startede i forskellige, midlertidige ansættelsesforhold, og tilbød efterfølgende fortsat at arbejde i arkivet ind i mellem.

Er det frivilliggruppen, der står for arkivarbejdet?
Et lille del af de trofaste arkivfrivillige har gennem en del år hjulpet til med egentlige arkivopgaver, som registrering og scanning af fotos m.m. Andre har arbejdet med selvvalgte projekter, skrevet artikler og bøger eller tilrettelagt små udstillinger. Den frivillige indsats har været en stor gevinst, men har desværre gennem de senere år været uensartet, bl.a. fordi nogle af de frivillige har været ramt af sygdom o.lign. Under arkivarens sygdom i foråret 2023 holdt de frivillige arkivet åbent for publikum, og iværksatte også på egen hånd indsamling af materiale til arkivet.

Er de frivillige blevet bortvist?
Nej. I foråret 2023 var det nødvendigt at lave nogle ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet på arkivet, som der var en del modstand mod fra de frivilliges side. F.eks. ønskede flere ikke at arbejde på arkivet de samme dage som andre, og der var hos nogle en afvisende holdning til at gå ind på opgaver, som arkivaren ønskede at man prioriterede. De fleste nægtede f.eks. at medvirke til en individuel samtale om arbejdsforholdene på arkivet, og nægtede også at underskrive den tavshedserklæring, som ledelsen gjorde til et krav for at kunne være på arkivet.

Derfor besluttede arkivets ledelse at holde en tænkepause, og reorganisere frivilligindsatsen. Én af de frivillige meldte helt fra og en anden måtte bortvises p.gr.a. trusler om vold mod en ansat. De øvrige har været inviteret til at vende tilbage til arkivet, under forudsætning af, at de ville gå ind på de “færdselsregler” som ledelsen har fastsat – men det har de ikke ønsket.

Er de frivilliges arbejde så spildt?
Nej. Indsatsen har i høj grad været til nytte for arkivet, og det er ikke mindst de frivilliges fortjeneste, at vi i dag har så stor en del af vores samlinger tilgængelige digitalt via Arkiv.dk. Det er en myte, at arkivet har slettet alt, hvad de frivillige har lavet. Det har vi naturligvis ikke.

Scroll to Top