Klipfiskefabrikken

 
Med sort kasket/hvid skjorte: Børge Christensen;

Klipfiskefabrikken, interiør

I december 1947 lejede Jørgen Frimodt & Co i Valby et areal på Dragør Havn af kommunen. Frimodt fik anbragt en tidligere flygtningebarak fra lejren på Kløvermarken og indrettede den til et anlæg til tørring af klipfisk.

Fiskene blev importeret fra Grønland, Island og Færøerne, som saltede torskefileter, der var pakket i sække. ækkene blev hentet i København af en vognmand, og på fabrikken på Dragør Havn blev sækkene forsigtigt lukket op (de skulle bruges igen), og fiskene lagt to og to på en træramme på 1 x 1 meter med udspændt ståltråd, så der kunne komme luft til.

Derefter blev de stablet og kørt ind i en række tørrerum. På fabrikken var der et stort koksfyr, der leverede varm luft til tørrerummene, hvor fiskene stod et par døgn og blev tørret igennem.

Imens blev sækkene skyllet og vasket i havnen og hængt til tørre på tørrestativer og på molens gelænder. Når fiskene var tørret færdige, blev de igen pakket i sække og mærket Baccalao de bandaras. En stor del af eksporten gik til de katolske lande, hvor man spiste mange fisk i fastetiden. En undtagelse var dog de sække, der skulle til missionsstationer i Belgisk Congo. Her måtte det ikke fremgå, at de indeholdt saltet fisk, for så blev de plyndret – ikke på grund af fiskene, men fordi saltet havde en enorm stor handelsværdi!

Med vognmanden blev fiskene igen transporteret til København, hvorfra de blev udskibet. Når det var gode tider arbejdede der 14-15 mand i treholdsskift på klipfiskefabrikken, men det svingede meget. Som de ansatte sagde: Når der var mange penge, var der ingen fisk at få, og når der ikke var nogen penge, så var der masser af fisk.

Når det kneb med afsætningen, blev fiskene kørt ud i et stort skur bag Grushullerne (hvor rensningsanlægget ligger nu). Hvis de lå for længe, og det var for varmt, blev fiskene røde – pink fish kaldte de det. Men man syntes alligevel, at det var synd at kassere dem, så de blev kørt tilbage på fabrikken og det røde skrubbet af, hvorefter de blev dyppet i desinfektionsvæske, saltet og tørret igen. Så var de som “nye”, men det er jo nok en fremgangsmåde som ikke ville tolereres af fødevarekontrollen i dag!

I 1957 havde virksomheden, der blev drevet under navnet Bacalaokompagniet, planer om at udvide. Produktionen var nu oppe på ca. 3.000 tønder sild om året. Imidlertid var der lugtgener fra fabrikken, og da den udledte spildevand med høj saltkoncentration i havnen, ville kommunen ikke godkende en udvidelse. Samtidig ønskede Dragør-Linhamnfærgeriet at udvide sit færgeleje og havde derfor brug for den plads, som fabrikken disponerede over.

30. oktober 1965 nedbrændte fabrikken, og blev ikke genopført. Ved branden omkom en medarbejder, der havde lagt sig til at sove på nogle sække.

Denne artikel bygger bl.a. på et interview, som Erling Ravn har foretaget med Gert Frederiksen i 2007.