Landliggertiden

 

I 1800-tallet begyndte københavnerne at “ligge på landet”, dvs. holde ferie udenfor byen.

Ifølge overleveringen kom den første landligger til Dragør i 1870. Det foregik på en velocipedecykel – en ”væltepeter” – og det skal have været et flot syn, da den københavnske cyklist en junidag kørte om hjørnet og ned ad Vestgrønningen, så gæssene flagrede til siderne. Historien fortæller videre, at cyklisten indlogerede sig for sommeren i en blegerfamilies lysthus, og at han snart var så godt som forlovet med blegerens datter!

Det var i 1890’erne, at de første landliggere så småt begyndte at finde ud til Dragør. De kom ikke fra den højere del af det københavnske borgerskab – derfra søgte man nordpå langs Strandvejen og til Sjællands nordkyst – men må snarere karakteriseres som middelklasse.

Da de første gæster dukkede op, søgte de ikke nødvendigvis en ferie med komfort og luksus. Det var ofte andre kvaliteter, de fandt tiltrækkende. Lokum i gården og hønsestige til sovepladserne under stråtaget gik an. De syntes, at det var hyggeligt at vralte over de toppede brosten og se gæssene, der sprang til side, og køerne, der klattede i gaderne.

”Da landliggerne endelig dukkede på, var det disse kvaliteter, de fandt bedårende: Lokum i gården, vand fra posten på torvet, hønsestige til sovepladserne under stråtaget. Anderledes var det jo ikke i Tårbæk eller Humlebæk. (…) De fremsatte end ikke krav om forlystelser, ud over de jævne beværtningssteder, der allerede fandtes”. Sådan skrev forfatteren Harry Kaae i sin artikel “Udlfugtskøbenhavnere”.

Der var i begyndelsen ikke overnatningsfaciliteter – udover det, der senere blev til Strandhotellet, så de første landliggere boede privat.

I 1896 skrev bladet ”Nordstjernen”: ”Allerede i år har et halvt hundrede kjøbenhavnske familier ligget på landet i Dragør. Flere danske og tyske kunstmalere har taget en mængde skitser fra byen og egnen, og et par af Kjøbenhavns mere foretagsomme pengematadorer har været derude for at sondere terrænet.”

I ”Amager Vejviser” 1910, nævnes enkelte sommerbeboere i Dragør. Det gælder f.eks. bankbogholder Reyn på Kirkevejen, grosserer O. Hertz i ”Strandhuset” og fabrikant Tvede i ”Dragør Hus” på Strandlinjen.


I begyndelsen var landliggerne lejere i de lavloftede dragør-hjem. Senere opførte nogle selv villaer, først på arealerne nord for byen, og senere syd for. Den første sommervilla på Nordstranden blev opført 1897, men det var først omkring 1910, at der for alvor kom gang i byggeriet her.

En del fiskere lejede en del af deres hjem ud til turisterne i sommermånederne, hvor der alligevel ikke var så meget fiskeri. Fiskerfamilierne flyttede gerne på loftet eller ud i udhusene.

Sommergæsterne gav en god indtægt for mange familier, der selv tog ophold i udhuse eller fiskerskure for at overlade stuehuset til gæsterne. Mange landliggere blev så begejstret for Dragør, at de købte grund og byggede hus.

Dragør-Posten, 1931.

 

Turisterne kommer

Med Amagerbanens åbning i 1907 blev Dragør for alvor opdaget som sommerby.

Nu blev det pludseligt muligt for københavnerne på en let måde at komme på udflugt ud til lys, luft og vand i Dragør. Byen tog hermed fat på næste fase i sin udvikling – den blev landliggerby.

Mange af gæsterne lejede sig ind hos dragørfamilierne, som så selv flyttede på loftet eller ud i udhuset. Netop dette betød, at byen ikke ændrede karakter på samme måde som f.eks. Hornbæk og Gilleleje.

Gamle Kro tog navneforandring til Strandhotellet. Ved kysten syd for byen opførtes et moderne badehotel, ligesom der etableredes et pensionat tæt på stationen – den gamle by forblev ellers stort set intakt.

Mange af sommergæsterne blev dog så glade for byen, at de valgte at bygge sommerboliger, fortrinsvis i området nord for den gamle by. Senere blev disse til helårshuse, og langsomt opstod der villabebyggelse hele vejen rundt langs kanten af den gamle by.

”Der er praktisk talt ikke en familie i byen, der ikke i sommermånederne lejer de bedste værelser af deres lejlighed ud til landliggere. Og fra stranden samt i byens periferi rejser sig den ene sommervilla efter den anden. I sommertiden vokser Dragørs indbyggertal fra 2.000 til 4.000, og byen lever så godt som udelukkende af landliggerne.” Sådan skrev bladet Verden og Vi i 1931.

Vagn Weilbach Holm skriver i sine erindringer: ”Da jeg var fire år, lejede familien sig ind i et hus i Dragør (…) for at tilbringe sommeren her. Det var lige ud til en plads, Fogdens Plads, der vel var lille, men stor nok for en lille dreng at løbe rundt på. Min mor og mormor gik med os tre unger ud på stranden mod syd, hvor vi soppede og badede, og hvor vi med stor nysgerrighed så blegerne køre ud i vandet og skylle lange baner af tøj, som de bagefter sendte ud på græsmarkerne lige udenfor sandstranden. (…) Den næste sommer var vi også i Dragør, men denne gang i et sommerhus, som mine forældre i mellemtiden havde købt. Det var på Nordre Strandvej, dengang en skærve- og grusvej. Der var ikke indlagt vand, men der var en brønd i baghaven (…) Bag haven var der en kartoffelmark, på den ene side var der en kornmark og på den anden side en smal græsmark mellem os og naboen, en stor villa, der hed Strandvang. Der var på det tidspunkt – sommeren 1924 – kun fire helårsboliger, alle ret store, hvide villaer, de to på Nordre Strandvej og de to helt nede ved stranden. Men der var mange sommerhuse spredt rundt omkring langs villavejene med mange åbne græsmarker imellem.”

Landliggere bliver fastboende

I jernbanens første år svigtede øjensynligt nogle af de ellers trofaste landliggere. Den meget trængsel i Amagerbanens første måneder har nok holdt dem væk, ligesom vejret dén sæson ikke var det bedste. Alligevel fik Dragør besøg af nogle prominente personer: Arkitekt, professor Amberg, politiassistent Hald, dr. Hammerich, grosserer Hatting, overretssagfører Kempel, apoteker Trøjel, fabrikant Tvede og forfatteren Johan Skjoldborg. Flere af dem tog fast bopæl i Dragør.

I 1908 dannede en kreds af de ”mest bofaste og akklimatiserede” landliggere foreningen ”Gaasen”. Formålet med foreningen var mest selskabeligt. Formand for foreningen var fabrikant Tvede og i bestyrelsen sad desuden fru Dr. Hammerich, kaptajn Kjær, bankassistent Rasmussen og trafikassistent Friis-Skotte.

Fordyb dig i historien:

Læs artiklen Udflugtskøbenhavnere (Harry Kaae). Fra Københavner-Minder, 2. samling
Læs en landligger-erindring: Dragør-billede – Charles Hansen (1931)

Læs om Dragør Badehotel og traktørstedet Elisenborg, hvor sommergæsterne kom.

Læs Elsebeth Højs artikel om ferie på Dragør Sydstrand

Se Fortegnelse over beboere på Dragør Nordstrand 1947

Læs om nogle af Dragør prominente landliggere forfatteren Henrik Pontoppidan og digteren Johan Skjoldborg

Se billeder fra landliggertiden på Arkiv.dk