Kunstmaler, samler og forretningsmand

Af Tina Høegh Nielsen

I Dragør kender man først og fremmest Gunnar Sadolin fra “Sadolins hus”, der var hans hjem på Vestgrønningen 18-20. Men han har en lang og for mange måske knapt så kendt historie.

Gunnar Sadolin var en idealist på mange områder. Hans karriere var usædvanlig. Først uddannet kunstmaler, så fabrikant i det små, derefter fabrikant og idémand i et verdensomspændende firma. Undervejs udviklede han sig også til en samler af fremtrædende europæisk kunst fra renæssancen og frem. 

Gunnar Sadolin: Selvportræt, 1894. Privateje.

Gunnar Sadolin blev født 1874 i Valløby præstegård, som nr. 5 ud af 7 søskende. Faderen var præst og selv om det kan synes som om Gunnar Sadolin var mønsterbryder, kendes mange eksempler på præstesønner, som er blevet kunstnere.

Det officielle portræt af den værdige industrimand. malet af Herman Vedel.

Kunstuddannelse

I 16-årsalderen begyndte Gunnar Sadolin på Teknisk Skole i København. Det var dengang en slags forberedelse til Kunstakademiet for unge med drømmen om en kunstnerkarriere. Han kom også på Akademiet.

Der var meget røre på den danske kunstscene netop i de år, hvor Gunnar Sadolin begav sig ind i kunstens verden. De yngre kunstnere og studerende fandt Kunstakademiets undervisning gammeldags og ude af trit med det, der rørte sig i samtidskunsten ude i den store verden. Derfor dannede en gruppe unge kunstnere, som P. S. Krøyer, Laurits Tuxen m.fl. en ny skole, De Frie Kunstskoler, allerede i 1882.

Mange unge kunstnere startede deres uddannelse på Kunstakademiet og flyttede senere over til De Frie Kunstskoler. Det gjorde Gunnar Sadolin også omkring 1890.

Det ser ud til, at han en kort periode var elev begge steder. Måske har han vaklet lidt i sit valg. Men den egentlige uddannelse fik han på Zahrtmanns Skole. Både Krøyer og Tuxens skoler (under De Frie Kunstskoler) havde været velbesøgte. Men efterhånden blev maleren Kristian Zahrtmanns skole det sted man søgte hen, hvis man ville gå på De Frie Kunstskoler. Skolen er nok mest kendt for at være uddannelsessted for Fynbo-malerne, men mange andre var med. Deriblandt Gunnar Sadolin som afsluttede studierne i 1896.

Poul S. Christiansen: Zahrtmanns malerskole, 1899. Tilhører AROS. Maleren Kristian Zahrtmann drev I en årrække en malerskole som alternativ til Kunstakademiets skole. Fra ca. 1892-96 var Gunnar Sadolin elev. På maleriet her ser vi Zahrtmann instruere en elev. Han sidder lige til højre for den stående mand ved staffeliet.

Kristian Zahrtmann var ikke en pædagog, som konstant var over sine elever. De fik næsten frie hænder. Nogle dage om ugen kom Zahrtmann forbi skolen og gik en runde omkring staffelierne. Han gav konstruktiv kritik og nogle af hans elever har beskrevet, hvordan denne fremgangsmåde fik dem til at anstrenge sig endnu mere. Eleverne var selv herrer over deres indsats og den strategi ser ud til at have passet Gunnar Sadolin godt.

Gunnar Sadolin: Bondegaard i aftensol. 1892. Privateje.
Kunstakademiets undervisning passede ikke til det Gunnar Sadolin ville. Han begyndte derfor på Zahrtmanns malerskole. I et maler som dette ser man at mødet med en anden linje i kunsten end den på Akademiet gældende gav mere kraft og energi til Sadolins malerier.

Når man kaster et blik på de værker, han malede i løbet af sine uddannelsesår, kan man se ændringerne fra Kunstakademiets lidt tørre akademiske stil til indflydelsen fra Zahrtmanns syn især på farvebrugen. Som det også ses på Fynbomalernes værker, har den nye kunst fra Frankrig givet sig udslag i Gunnar Sadolins kunst.

Gunnar Sadolin: Reerslev præstegaard. 1890. Privateje.
Billedet er malet af den 16-årige Gunnar Sadolin. Med spæde, forsigtige penselstrøg maler han præstegårdens hvidkalkede mur. Sadolins far var på dette tidspunkt blevet præst i Reerslev. Netop omkring 1890 gik Sadolin på Teknisk Skole i København og startede kort tid derefter på Kunstakademiet.

Hellenerne

I løbet af studietiden på Zahrtmanns skole var der en gruppe elever, som var optaget af de antikke græske idealer om en friluftskultur, og om en sund sjæl i et sundt legeme. Også lægen Niels Finsens tanker om solens stråler som behandlingsmiddel, spillede ind.  

Gunnar Sadolin var i spidsen for denne gruppe. Han havde været på studietur og blandt andet besøgt Grækenland.

I 1889 formidlede Georg Brandes nogle af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tanker videre til et dansk publikum i en række artikler i bladet “Tilskueren”. Nietzsche kritiserede den overfladiske, romantiserende tolkning af den græske antikke kultur, som var i samtiden. Han så i stedet antikken, som dyrker af en ideal skønhed med en underliggende smerte og melankoli.

Gunnar Sadolin: Selvportræt. 1894. Privateje.
Bag Gunnar Sadolin ser vi landskabet på Refsnæs (Røsnæs). Han og en gruppe unge, entusiastiske friluftsdyrkere etablerede en koloni i den solfyldte egn i 1894. Kasketten skærmede nok lidt for solen, men lyset gav alligevel en øjenskade som på længere sigt gjorde det umuligt for ham at leve som kunstmaler.

Sammen med en gruppe medstuderende fra Zahrtmanns skole og nogle andre ligesindede dannede Gunnar Sadolin i 1894 Hellenerne, en gruppe, som forsøgte at forene kunstnerisk skaben med en levende kropskultur – i pagt med idealerne fra antikkens Grækenland.

Gunnar Sadolins bror, lægen Frode Sadolin, kom i 1894 ind på det samme i Hellenermappen, en bog som var en slags manifest for gruppen. Han skrev blandt andet: ”Fin-de-siecle-dekadencen har raset ud hos os…” Nu var det en anden version man så ”Ungdommen her inde er i Reconvalescens modtagelig for Renæssance”. Dermed mente han at man var klar til at tage antikkens idealer op uden formildende forbehold og på en ny måde.   

Gunnar Sadolin: Hellenerne på Refsnæs. 1895. Privateje.
De unge mænd som kaldte sig Hellenerne stod Gunnar Sadolin i spidsen for de første par år. Idealerne var høje. Man dyrkede solen, naturen og nøgenlivet i pagt med tidens ideer og med inspiration fra antikkens Grækenland. Vitalismen var i fuldt flor både herhjemme og i udlandet.

Hellenerne ledte efter et sted, hvor de kunne dyrke idealerne om et friluftsliv. En af Gunnar Sadolins medstuderende fra Zahrtmanns malerskole og medstifter af gruppen var maleren Johannes Ottesen, hvis far var læge og inspektør på Kysthospitalet Refsnæs tæt ved Kalundborg. Hospitalet lå netop i Refsnæs på grund af det høje antal soltimer. Sollyset var en del af behandlingen. Hellenerne havde også brug for solen og fandt frem til en grund, hvor de kunne slå sig ned.

Hellenerhytten. Foto Henning Sørensen, 2019.
Der var planlagt at bygge et stort tempel på Refsnæs og arkitekten Andreas Clemmensen lavede tegningerne. I sidste ende kunne man ikke finde midler til at opføre et stort tempel med græsk fronton, en pendant til Akropolis. I stedet blev det til denne beskedne hytte, som stadig eksisterer. Gruppen var på omkring 20 medlemmer.

Arkitekten Andreas Clemmensen tegnede et stort hus med en græsk tempelfront. Her skulle Hellenergruppen mødes om deres idealer. Man prøvede via indsamling at skaffe midler til at opføre det. Det lykkedes ikke.

Men et lille hus, Hellenerhytten, blev det trods alt til. I det hele taget måtte man slække meget på de fine idealer. Også det med et liv med fokus på den nøgne krop røg sig en tur, da den mødte den danske sommer. Temperaturer og vindforhold var meget anderledes på Refsnæs end i Grækenland.

Gunnar Sadolin syede kjortler til sine kammerater af filttæpper. På en række fotos ser man dem sidde og skutte sig, på trods af at de er iført kjortler og lange bukser.

End ikke gymnastikøvelser kunne afhjælpe problemet helt. Den svenske læge og gymnastikpædagog Pehr Henrik Lings (1776-1839) øvelser (det “Ling’ske system”)  var stadig meget brugt blandt de unge idealister på Gunnar Sadolins tid.

Tiden og dens kunst fik også betegnelsen Vitalismen. En betegnelse som i kunsten dækker over afbildninger af især den nøgne mandekrop og landskaber med solen, som universets omdrejningspunkt.

Det var ikke en ny tanke at en gruppe unge kunstnere fandt et sted i Danmark – eller i Europa for den sags skyld – hvor de kunne dyrke fælles idealer for deres kunstneriske udtryk. Det begyndte med nogle franske kunstnere, som fandt frem til landsbyen Barbizon fra 1830’erne og fortsatte frem til i dag, med det største antal kunstnerkolonier centreret i tiårene omkring 1900.

Hellenerne gjorde det samme som Skagensmalerne eller Fynboerne. De fandt et sted, hvor de kunne dyrke deres helt egne idealer. Skabe sig en slags parallelverden til dagligdagen.Illustration: Resten af Hellenerne i tæppekjortler.

Hellenerne på Refsnæs. Satiretegning fra Blæksprutten, 1895.
De unge idealistiske mænd som slog sig ned på Refsnæs en række somre fra 1894 og frem var genstand for nogen hovedrysten andre steder i samfundet. Blækspruttens tegner gengiver tre letpåklædte mænd ude i det fri men helt opslugt af deres kunst. En bondekone og hendes barn løber skrigende væk og en gruppe pæne turister bliver forskrækket over synet.

Efter de første par somre med Hellenergruppen på Refsnæs fik Gunnar Sadolin en øjenlidelse, som betød at han ikke længere kunne tåle det stærke sollys. Han var ikke del af sommeropholdene et par år. Og efter endnu et enkelt sommerophold på Refsnæs, endte han dog med ikke længere at være en del af gruppen. Men nogle af de elementer, som var en del af filosofien bag Hellener-kolonien, holdt han fast i senere i livet. Dem vender vi tilbage til.

Foto af Hellenerne, ukendt fotograf. Slutningen af 1890erne.
Efter et par somre kunne Gunnar Sadolin ikke længere selv deltage i Refsnæskolonien. Han havde pådraget en øjenskade of kunne ikke længere tåle så meget sollys. Her ses nogle af de tilbageblevne iført de kjortler som han fik syet til dem. Den danske sommer var ikke så velegnet til nøgenkultur som antikkens Grækenland. Kjortlerne var syet af tæpper.

Fabrikant i det små

Den kemiske del af kunstmalerfaget har muligvis interesseret Gunnar Sadolin fra første færd. Hvordan man blandede farverne, og hvordan man fik malingen til at fungere optimalt på underlaget. Det sidste havde – og har –  stor betydning for det færdige værk.

Fasangården. Foto: Henning Sørensen, 2019.
Da Gunnar Sadolin begyndte at fabrikere de første farver foregik det i en lejlighed som han havde lejet i Fasangården i Frederiksberg Have. Produktionsholdet bestod af han selv og hans forlovede, Esther Schultz, som han giftede sig med i 1910.

I 1907 grundlagde han Gunnar A. Sadolins Farvefabrik. Fabrikken havde hjemme i Fasangården i Frederiksberg Have. Til hjælp i firmaet havde Gunnar sin forlovede, Esther Schultz, som han havde mødt et års tid før. De første par år fremstillede fabrikken udelukkende farver til kunstnere, men fra 1909 kom trykfarver også på sortimentslisten.

Prospekt af Sadolin & Holmblads fabrikker. I 1912 fusionerede Sadolins Farver med Holmblads fabrikker. Reklamen her spiller på at fabrikken er et stort og driftigt industriforetagende. Røgen stiger op af skorstenene og alt ser nydeligt og velorganiseret ud.

Gunnar Sadolin var opfinderen og Esther var den praktiske gris i foretagendet. I 1911 blev Gunnars bror, Knud Sadolin, medejer af firmaet og han overtog i 1912 de handelsmæssige opgaver, Knud var ingeniøruddannet og havde nogle år arbejdet i udlandet og kunne derfor tage sig af udbredelsen af Sadolins farver også i den øvrige verden.

Sadolin og Holmblads ikoniske logo på toppen af fabrikken i Holmbladsgade. Foto Henning Sørensen, 2014.

Dragør

Gunnar Sadolin og Esther Schultz giftede sig i 1910. To år efter fik de deres første barn, datteren Aase. Samtidig flyttede de til en lejlighed på 3. sal i Strandgade 14 på Christianshavn. Sønnen Dan kom til verden i 1914. Om det var familiens forøgelse, der førte til at den unge Sadolin-familie søgte ny bopæl, kan ikke dokumenteres. Men det kan være en af årsagerne til at de i 1915 købte et skipperhus i Dragør gamle by.

Esther og Gunnar Sadolin med deres to ældste børn i gårdhaven bag huset på Vestgrønningen i Dragør. En meget veltilfreds ny husejer læner sig op ad havebordet mens Esther pusler om barnet i barnevognen. Foto i Historisk Arkiv i Dragør.

En anden medvirkende årsag må også have været Gunnar Sadolins tanker fra Hellenertiden om et liv tæt på naturen, tæt på havet. Hans lyst til friluftsliv kunne plejes her på Amagers sydspids, hvor badestranden lå få hundrede meter fra hjemmet.

Holger Schultz: Vestgrønningen 18, tegning fra 1916.
Tegneren er formentlig i familie med Esther Sadolin, som var født Schultz. Vi ser det statelige skipperhus, formentlig tegnet af Henrik Blichmann, Dragørs berømte bygmester fra slutningen af 1770erne og frem til sin død i 1815. Blichmanns huse har ligheder med købstædernes borgerhuse. De er bare nedskalerede, så de passer ind i Dragørs bybillede.

Gunnar Sadolin voksede op i Valløby, hvor hans far var præst. Det var et mindre samfund på landet. I 1915 var Dragør gamle by omgivet af Øresund på den ene side og marker og strandenge på de andre. Der var bondegårde i det nærliggende Store Magleby. På en måde flyttede han hjem på landet, men havde stadig kort afstand til storbyens pulserende liv. Det var samme omstændigheder, som fik en del kunstnere til at søge til Dragør omkring 1900.

Kunstsamleren

I årene i Dragør fik Gunnar Sadolin en hobby, som rent fysisk kom til at fylde mere. Han blev en kunstsamler ud over det sædvanlige. Han opgav selv at male professionelt. Der findes en del malerier fra hans hånd også fra tiden, hvor han blev farvefabrikant som hovedbeskæftigelse. Men han begyndte også at samle på verdenskunst. Derfor blev rammerne i skipperhuset i Dragør snart for trange til en stor familie med fire børn og en stor kunstsamler.

Sadolins hus i dag. Til venstre ser vi det oprindelige Blichmann-skipperhus. Mellembygningen rummede i øverste etage den store malerisal. Til højre er fløjen, som er en kopi af Blichmanns oprindelige hus til venstre. Hele huset er i dag bibliotek.

I begyndelsen af 1930erne købte Gunnar Sadolin derfor nabohuset ved siden af skipperhuset på Vestgrønningen. Det var et faldefærdigt hus og stald.

Han bad Dragørs bygningsinspektører, arkitekterne Christian Christiansen og Egil Fischer om at tegne et hus med plads til det hele. Begge arkitekter kendte til den særlige Dragør-arkitektur og løsningen blev derfor at man rev det faldefærdige hus ned og opførte en ”tvilling” til skipperhuset.

Mellem de to blev der på førstesal indrettet en malerisal med ovenlys, i stueetagen en slags gallerigang (kaldet havestuen) og i den nye tvilling en mindre malerisal. At dømme efter gamle fotografier var det ikke noget problem at fylde de meget store rum ud. Overalt i huset var der kunst fra gulv til loft. Udadtil faldt huset dog godt ind i rækken af traditionelle dragørhuse.

Et hjørne af den store malerisal i Sadolins hus. Foto fra 1950’erne. Selv om Gunnar Sadolin ikke længere kunne male selv og havde travlt med en ny karriere som fabrikant af maling, forsvandt hans interesser for kunsten ikke. I stedet blev han kunstsamler af internationalt. Han samlede på de store udenlandske renæssance- og barokmaleres værker. Her hang Rembrandt og Rubens i en sal og spanske barokmalere i en anden.

Gunnar Sadolin var en international kunstsamler. Han købte af internationale kunsthandlere. På væggene i Dragør hang Rembrandt, Rubens og Frans Hals side om side. Der var en spansk sal, in italiensk sal og en fransk sal med kunst fra renæssancen og barokken.

Fabriksejer

I 1912 blev Gunnar Sadolins lille fabrik til et noget større industriforetagende, da Sadolin A/S fusionerede med Holmblads fabrikker og blev til firmaet Sadolin og Holmblad A/S.

Den store fabrik havde til huse i Holmbladsgade på det nordlige Amager, og Gunnar Sadolin kunne cykle fra hjemmet i Dragør til fabrikken. Hans bror Knud, som også fik en fremtrædende position i den store fabrik tog i alle årene turen i firmabil med chauffør. Selvom han boede ikke langt fra Gunnar Sadolin i Dragør. Sidstnævnte holdt idealerne fra sin ungdom i hævd. Frisk luft og motion hver dag.

Farveæske fra Sadolins fabrikker. Æsken her kan ses i Anna og Michael Anchers hus i Skagen. Netop fordi Gunnar Sadolin selv havde en fortid som kunstmaler, vidste han hvad kunstnere forlangte af deres farver. Æsken er fra omkring 1920.

Sadolin og Holmblad blev et verdensomspændende foretagende og et velkendt begreb i mange danskeres bevidsthed i mange årtier frem. Efterhånden blev ledelsen af firmaet delt ud på flere hænder, men Gunnar Sadolin var en del af det hele næsten til sin død.

Eventyret om det lille farvefirma, der blev til et imperium er beskrevet flere steder. Blandt andet af Gunnar Sadolins søn Dan. Her vil vi bare nøjes med at gøre opmærksom på at imperiet nok blev verdensomspændende, men Gunnar og Knud Sadolin blev boende i den (forholdsvis) lille by Dragør i Danmark.

Sommerhuset

Om sommeren var livet lidt anderledes for Gunnar og Esther Sadolin og deres fire børn. Når sommeren kom flyttede familien i sommerhus. Et sortmalet træhus få hundrede meter fra havet. Overraskende nok valgte de ikke at købe grund og bygge et sted ved den nordsjællandske kyst. Sommerhuset lå på Engvej i Dragør, ikke langt fra hjemmet på Vestgrønningen. Men sommerlivet mindede mere om tiden med Hellenerne på Refsnæs end livet på i Sadolins hus på Vestgrønningen. Det var et lille, primitivt hus uden moderne bekvemmeligheder.

Børnene kunne tilbringe det mest af dagen ved stranden og Gunnar Sadolin fik blot forlænget sin cykeltur frem og tilbage til fabrikken med nogle få minutter.   

Opfinderen

Der findes en række værker af Gunnar Sadolin som han selv kaldte for ”laboratoriebilleder”. Fordelen ved at han selv havde en fortid som kunstner betød, at han havde lejlighed til at teste sine produkter i den indledende fase af produktionen.

Man kan se, at han tester ved at bruge forskellige kunstneriske- stilarter og udtryk. Den ene dag kan det være en Matisse-inspireret kunst, den anden dag en sart klassisk kunst. Tykke og tynde farvelag mellem hinanden. Gunnar Sadolin var både inde i den kemiske sammensætning af farverne, den korrekte brug af farverne og i hvilke kunstneriske virkemidler det enkelte produkt egnede sig bedst til.

Gunnar Sadolin: Fantasibillede. Laboratoriebillede. 1916. Privateje. Selvom Sadolin ikke længere levede af at være kunstner, gav hans eksperimenter med maling ham mulighed for at male. Han arbejdede med farvernes muligheder i forbindelse med forskellige typer og stilarter indenfor kunsten. Han kaldte billederne for “laboratoriebilleder”. Her er det måske en bibelsk scene med Adam og Eva, vi ser. Omgivelserne de boltrer sig i har visse ligheder med Dragør. Det kunne være Dragør kirke og huse i Nyby, som alle kunne ses fra boligen på Vestgrønningen.

Fra kunst til litteratur

I 1949 gik Gunnar Sadolin på pension. Det store hus på Vestgrønningen i Dragør med de store malerisale var Gunnar Sadolins hjem til hans død i 1955, 81 år gammel, og derefter hans enke Esthers hjem til hendes død i 1964. Det var igennem årene et meget gæstfrit hjem med mange kunstnere i omgangskredsen.

Buste af Gunnar Sadolin. Foto 2018.
Da Sadolins hus i 1966 af hans arvinger til Dragør kommune fulgte busten af ham med. Det siges, at den ikke må forlade huset, som i dag rummer et af Dragør kommunes to biblioteker.

Efter Esthers død blev huset overtaget af Dragør kommune og åbnet som bibliotek i 1966. Der fulgte betingelser med, da Sadolin-familien forlod huset og overlod det til Dragør kommune.

Betingelsen var, at der altid skulle være opstillet en buste af Gunnar Sadolin i huset, og at huset skulle have navn efter ham. Derfor hedder det stadig Sadolins hus, omend malerisalene i dag rummer bøger i stedet for malerier.           


Se kataloget over Gunnar Sadolins malerisamling

Se flere billeder fra Gunnar Sadolins hjem på Vestgrønningen på Arkiv.dk

Scroll to Top