Hovedgaden

 

Store Magleby havde to gader, der gik fra nord til syd i landsbyen. Den ene var Kinkelgade i byens vestlige del, men Hovedgaden – eller Størrestræde, som den også kaldtes, gik i den østlige.

Hovedgaden var oprindeligt en forlængelse af Amager Landevej, der i slutningen af 1700-tallet blev lagt som en næsten snorlige hovedvej på langs af øen.

Da lufthavnen havde behov for længere startbaner i slutningen af 1950’erne, blev vejforbindelsen til København skåret over og omlagt til den nuværende Englandsvej. Den blev i folkemunde kaldt ”Jetvejen”, fordi jetflyene passerede tæt henover den.