Fattiggården

 

På Stationsvej 13 ligger huset “Nørrebo”, der fra slutningen af 1800-tallet og 50 år frem fungerede som Dragørs fattiggård.

Dragørs fattigkasse fik oprindeligt sin væsentligste indtægt fra en bøsse, der var sat op i kirken. I 1832 opførte kommunen en ejendom på Vestgrønningen 38, og indrettede den til bolig for de fattige i byen.

Bygningen på Stationsvej blev opført af Dragør Kommune i 1880-1881. Det var en murermester fra København, der indledte byggeriet, men da han gik konkurs, blev det overtaget af murermester Guldborg fra Dragør.

Året efter blev den taget i brug som byens fattiggård. Her kunne kommunen så anbringe de familier, der ikke var i stand til at klare sig selv.

Som bestyrer ansattes Frederik Hendricksen. Han havde været barber i Dragør og samtidig fungeret som en slags læge, fordi der på det tidspunkt ikke var nogen læge i byen. Hendricksen kunne yde assistance ved småskavanker, som f.eks. behandling af sår og bylder. Han solgte bl.a. igler til at rense sår med, og han kunne lave huller i ørerne, hvis man ville gå med guldring.

Som bestyrer af fattiggården holdt Hendricksen en streng disciplin. Lågen var låst, og fattiglemmerne skulle have tilladelse til at forlade bygningen, hvis de ville i byen. Der boede 10-15 personer på ”Nørrebo” og de kunne – ligesom de tidligere beboere på kommunens fattighus ”Vesterbo” på Vestgrønningen 38 – tjene lidt penge ved at reparere træsko. Når byens drenge skulle have sat klamper i træskoen, ringede de på klokken på fattiggårdens dør.

Det var især ældre og svagelige, der kom på fattiggården. F.eks. boede her en gammel og ugift sømand, Per Hedberg, der havde været soldat i krigen i 1848, og som ikke havde nogen familie i byen, der kunne passe ham.

Fra 1908 var økonom Klingenberg bestyrer af fattiggården, og i hans tid mildnede forholdene noget.

Da Nørrebo i 1928 ophørte med at være fattiggård, blev huset i stedet brugt til husvildeboliger. Dvs. at kommunen kunne anvise en lejlighed i bygningen til folk, der havde svært ved at finde et sted at bo. Stedet var for dyrt at drive for kommunen, og man fik en aftale med Københavns Kommune om, at de fattige, der skulle forsørges, blev anbragt på arbejdsanstalten Sundholm.