Løkken

De to landbrug, der lå i Dragør by, havde oprindeligt jord nord for byen. En del af jorden var et areal, omgivet af hegn eller stendiger. Det blev kaldt for ”Løkken” og var måske også til rådighed for andre beboere i byen, der havde en ko eller en gris der skulle på græs.

Det fortælles, at kromanden Svend Hansen GyngeStrandhotellet, i 1669 havde besøg af kong Frederik den 3. Kongen så, at Gynge havde tøjret sine gæs på kroens tag og spurgte ham, hvorfor han gjorde det. Gynge svarede, at han ingen jord havde at tøjre dem på. Kongen forærede ham derfor et stykke jord langs stranden lige nord for byen.

Det var dette areal, der senere blev benævnt “Løkken”. Det strakte sig fra byens nordlige grænse ved Nørregade og ud til den nuværende Annasvej.

Løkken blev udstykket omkring 1912 af et aktieselskab, der havde købt jorden på matr. nr. 2e af dyrlæge F. J. Madsen på Dragørgård. Selskabet bestod af flere interessenter, dels Charles Hansen og en sengefabrikant fra København, Hans Lohmann, dels Aage Madsen og endelig murermester Carl Semberlund, som måske stod for byggeriet af (en del) af villaerne.

De fik alle boliger i området. Hansen i ”Villa Pynten” (som er opført 1911-13, men dog ikke er en del af selve udstykningen), og Lohmann i ”Villa Os-Nok” på Dagmarsvej 6.

Selskabet havde først og fremmest til formål at foretage udstykningen og sælge grundene – i alt 34 parceller – men ikke at stå for den fremtidige drift. Derfor opløstes aktieselskabet i 1916, og fællesopgaverne, som f.eks. vedligeholdelse af kvarterets veje, overgik til en grundejerforening, der stiftes til lejligheden.

Kvarteret ”Løkken” blev ikke bebygget på én gang. Grundene blev solgt, men sikkert i nogle tilfælde bebygget med mere simple sommerhuse.

Vejene får navne efter ”grundlæggerne”, Charles Hansensvej og Lohmanns Allé. (Lohmanns Allé er på dette tidspunkt betegnelsen for den sydligste del af den nuværende Øresunds Allé)

Charles Hansens kone hed Anna og fik Annasvej opkaldt efter sig, og Dagmarsvej fik sig navn efter Hans Lohmanns hustru. Aage Madsensvej var dengang navnet på den vej, der i dag hedder Løkkevej.

Det var folk placeret ganske højt på samfundsstigen, man finder i grundejerforeningens medlemsliste: Fabrikanter, direktører, grosserer osv. – men også et par kunstmalere og skuespillere. Hovedparten har faste adresser i København.