Søvang

 

I 1918 blev ca. 80 tønde land af Store Magleby Fælled købt til udstykning. Køberen var en spekulant, som allerede havde erfaringer fra lignende projekter på Københavns vestegn.

Jorden blev udstykket i ca. 400 parceller og det nye kvarter fik navnet Søvang.

De fleste grunde var på omkring 1.000 kvadratmeter, men enkelte helt op til 10.000 m². Grundsalget gik strygende – køberne var overvejende håndværkere og funktionærer – og byggeriet kom hurtigt i gang.

I eftersommeren 1918 stiftede ca. 100 nybyggere Grundejerforeningen Søvang. Den skulle vise sig at blive en vigtig faktor for områdets udvikling med nok af opgaver at tage fat på: vandforsyning, vejanlæg og ikke mindst afvanding.

Desuden arbejdede foreningen på at etablere busforbindelse, postbesørgelse, elforsyning, telefonforbindelse m.m. Endelig måtte der føres forhandlinger med sognerådet, som ikke altid var forstående overfor de krav beboerne stillede – slet ikke hvis det medførte udgifter for kommunen.

Der var også kontroverser med Store Magleby Bylaug om beboernes kørsel på de oprindelige markveje, gårdejernes kørsel med tang på de veje, som grundejerforeningen havde anlagt, og endelig spørgsmålet om afvanding.

I sommeren 1920 var der allerede bygget omkring 40 huse. Der var villaservitutter på grundene, men indtil Store Magleby Sogneråd i 1923 fik oprettet et bygningstilsyn, blev der opført mange bygninger af ringe kvalitet.

Selvom Søvang var tænkt som en sæsonmæssig bebyggelse, var der lige fra starten fastboende familier. Der var dog ikke den samme udvikling som i andre københavnske omegnskommuner, hvor sommer- og lysthuse opførtes i stort tal og benyttedes til helårsbeboelse.

Det er vanskeligt at opgøre antallet af helårsbeboere, men i 1931 var der 31 og i besættelsesårene omkring 40 familier – mod ca. 1.000 personer om sommeren. I en opgørelse fra 1964 synes 75 familier at bebo deres huse hele året.

I 1949 blev Søvang placeret i den såkaldte mellemzone. Derved blev det fastslået, at området kun måtte benyttes til sommerbeboelse, men at det på længere sigt kunne overgå til helårsbebyggelse, når det var byggemodnet.

Først i 1970 blev området overført til byzone. Det var herefter tilladt at bygge helårshuse, forudsat at vejene blev asfalteret og der blev etableret kloakanlæg. Mange sommerhusejere var utilfredse med disse ændringer i områdets status, som hurtigt kunne ses på grundpriserne.

I 1982 var der 409 helårshuse og 125 sommerhuse, mens fordelingen i 1996 var på omkring 520 og 50.

En tur gennem Søvang i dag fortæller på sin egen måde områdets historie. Her er stadig enkelte at de gamle træsommerhuse, ind i mellem større sommerhuse i mere kostbare byggematerialer, men de fleste huse er opførte typehuse og villaer.

I 1985 opførte boligselskabet Strandparken ti ungdoms- og pensionistboliger som tæt-lav bebyggelse, ligesom der i 1994 kom et lille indslag af andelsboliger. Udviklingen har betydet, at Søvang i dag betragtes som en selvstændig bydannelse i Dragør.

Fordyb dig i historien:

Se Salgsprospekt og Salgsvilkår (begge ca. 1918)
Læs Edwin Kræmers artikel fra Dragør Nyt i 1970 om Søvangs tilblivelse.
Hent hele bogen Beretning om Grundejerforeningen Søvangs tilblivelse og virksomhed (1922) hvor der bl.a. er en fortegnelse over beboerne i Søvang dengang.

Se et udvalg af Dragør Lokalarkivs mange billeder fra Søvang på Arkiv.dk