Stakhaven

Mellem Lybækstræde og Stettinstræde i Dragør ligger Stakhaven, som gennem mange hundrede år har ligget ubebygget hen.

Nationalmuseet foretog her 1973-1975 en udgravning og fandt i et to meter tykt kulturlag spor efter fem byggeperioder (ca. 1350-1620).

 

Skægmand
Ét af fundene fra de arkæologiske udgravninger i Dragør i 1973-1975 var denne “skægmand”, der menes at være lavet i Sydtyskland i begyndelsen af 1400-tallet.

B.l.a. lå her resterne af tre huse, der lå med gavl-enderne ud til et brolagt stræde, der kan være identisk med det ”Nyenstræde”, som omtales i 1561, hvor Frederik den 2. forærer slotsfoged Christoffer Mogensen tre byggegrunde her.

Det ene af husene har været et anseeligt bindingsværkshus med kælder og været fornemt udstyret med bemalede vægge, dekorerede vinduesglas og kakkelovn med glaserede kakler.

Man kan gætte på, at huset har været anvendt af slotsfogeden til at huse fremmede, fyrstelige personer, der er kommet til Dragør ad søvejen. Her har de kunnet hvile ud, inden deres officielle modtagelse i København har fundet sted.

I dag er der ikke spor efter udgravningerne eller af middelalderens historie i Dragør.

 

 

 

 

Fordyb dig i historien:

Hvis du vil vide mere om resultaterne af udgravningerne i Stakhaven, er de beskrevet af udgravningens leder, Niels-Knud Liebgott disse to steder:

– I artiklen Sild er godt i tidsskriftet Skalk, 1976, nr. 5.
– I Nationalmuseets publikation Stakhaven – arkæologiske undersøgelser i senmiddeladerens Dragør. Udgivet 1979.

Begge kan ses på Dragør Lokalarkiv eller lånes gennem bibliotekerne.