Bymandsgade 16

Bymandsgade 16. Foto: Jørgen D. Petersen.

Foto tilhører Dragør Lokalarkiv.
Billedet er fotograferet imellem 1955. og 1969.

 

Husets beboere i 1700- og 1800-tallet
Skipper Theis Theisen må være den første beboer her i dette hus, der i 1700-tallet var på 9 fag. Han blev gift i 1747 med Magdalene Dirchsdatter fra Von Ostensgade 27-29.

Theis var født og opvokset på en gård i Store Magleby. Han blev skipper i 1750, tilsyneladende uden at have været indrulleret og tjent sig op igennem matrosgraderne. Det var på svigerfar Dirch Jansen Jens‘ 15 læsters jagt “De fem Brødre”.

Senere overtog han jagten og havde svigerfar som et af sine besætningsmedlemmer. Efter den gamles død i 1762 blev “De fem Brødre” skiftet ud med en jagt på 19 læster.

Under den store kvægsyge i midten af 1700-tallet havde amagerne besvær med at skaffe kreaturer, hvilket krævede mange attester og tilladelser og nogle var mere lovlige end andre.

I 1750 ankom Theis Theisen med 40 stk. kvæg fra Hadsund. De var bestilt af forskellige gårdmænd på Amager. Betingelsen var, at de var købt på “ubefængte steder” og forsynet med troværdige sundhedsattester.

Amtmanden havde givet sin tilladelse, og det mente Dragørs tolder var tilstrækkeligt, men det mente Rentekammeret ikke. Tolderen bad underdanigst, om det måtte “nådigst pardonneres”. Kvæget fik dog lov at blive på Amager.

Theis og Magdalene fik ni børn plus tre dødfødte, men kun datteren Anna, født 1753, nåede gennem barndommen. Som 16-årig blev hun gift med den 25-årige skipper Jacob Cornelissen Raagaard, der var søn af byens foged, Cornelis Nielsen, men 4 måneder senere døde hun.

Måske var det en dødelig epidemi, som på dette tidspunkt florerede i Dragør, der lagde hende i graven. Hun nåede ikke at fylde 17 år.

1774 blev Theis Theisen enkemand, og året efter giftede han sig med en udensogns kvinde, Cathrine Jens Elsted, som fødte ham seks børn, hvoraf kun to sønner, Theis og Jens, blev voksne. Efter forældrenes død delte de to brødre huset imellem sig, hvorved opstod Bymandsgade 16 og Bymandsgade 18, matrikel nr. 150 og 151.

Senere i 1800-tallet blev de to huse overtaget af to blegerfamilier.