Vidste du?

Dragør Lokalarkiv får mange spørgsmål om Dragør og Store Maglebys historie. Her er nogle af dem, der stilles ofte:

Hvorfor hedder det Dragør?
Nej, det er ikke fordi der engang har boet en drage med et stort øre. Forklaringen på navnet er enten at man her kunne drage bådene op på en gruset strandbred (som i gamle dage kaldte øreller at byen lå ved et øre (altså en pynt) ved Drogden, som er farvandet mellem Amager og Saltholm.

Hvorfor hedder det Store Magleby?
Byen har nok i middelalderen været den største by på Amager, og derfor fået navnet Magleby, fordi “Magle” betyder stor. På et tidspunkt flytter nogle af byens indbyggere ud og grundlægger en ny by, der blev kaldt den lille Magleby, og fik efterhånden navnet Maglebylille. Derefter har man nok kaldt den oprindelige by for den store store-by – altså Store Magleby.

Hvorfor er husene i Dragør gule?
I mange danske byer, der har levet af søfarten, har sømændene bragt gult okker med hjem fra deres rejser i udlandet. Den gule okker er blevet blandet i kalken og har givet husene deres karakteristiske farve.

Hvorfor er husnumrene “omvendt” i Dragør?
I Dragør er de lige husnumre i venstre side af vejen – modsat de fleste andre byer. Der er ikke nogen god forklaring på hvorfor. I flere andre danske byer er det lige sådan, f.eks. i Odense, Fredericia og Nørre Sundby.

Hvorfor kaldes Store Magleby for “Hollænderbyen”?
I begyndelsen af 1500-tallet kom en gruppe bønder fra Nederlandene til Amager og fik særlige privillegier af kongen til at dyrke jorden. Man ved ikke præcist hvorfor eller hvorfra de kom, men man har tidligere ment, at de´stammede fra et sted i det nuværende Holland.

Hvorfor kaldes Amager for “Lorteøen”?
Tidligere blev indholdet fra de københavnske lokumsspande – det såkaldte latrin – kørt ud på Amagers marker som gødning. Det var en god og naturlig måde, at få grøntsagerne til at gro, så de kunne komme på københavnerns middagsborde. Det var et fint eksempel på genanvendelse, og når man kalder Amager for Lorteøen, har det altså i virkeligheden en positiv betydning.