En digter i Dragør

Omkring 1906 flyttede forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936) til Dragør. Han var her muligvis tidligere som sommergæst, men flyttede til byen permanent i 1906 og boede her fast i årene 1915-1918.

I 1906 skrev Skjoldborg sit første hyldestdigt til Dragør. Det havde titlen “Bølge mod kyst”, og heri stod bl.a.:

Da Foraarets første Tegn var i luften
jeg flygted herud fra den støvede By
hvor trangheden kvælende greb mig i Brystet
herud, hvor man lever og aander påny

Digtet blev trykt både i dagbladet Politiken og i den lokale Amager Avis.

Skjoldborgs hjem var i huset Smedebakken på Strandlinien, lige syd for havnepakhuset.

I 1915 udgav han bogen Dynæs Digte, som bl.a. rummer det nok mest kendte Skjoldborg-digt: ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”. I bogens forord står der ”Dragør i januar 1915”, så selv om den populære sang måske ikke er skrevet i Dragør, var det herfra den blev sendt til forlæggeren. Til gengæld er bogen Nye mænd, der udkom 1917, skrevet mens Skjoldborg boede i Dragør.

Skjoldborg havde i årene før han kom til Dragør haft et husmandssted ved Himmelbjerget – Dynæs – som dog gik på tvangauktion. Efter opholdet i Dragør, flyttede han til Løgstør, hvor han fik en æresbolig, skænket at de husmænd, som han beskrev og besang i mange af sine bøger. Her boede han til sin død i 1936.

Vi ved ikke, hvorfor det lige blev Dragør, Skjoldborg valgte som sommerresidens. Byen havde dengang åbnet sig for turismen, og landliggerne kom hertil i stort tal hver sommer. Så mon ikke digteren fandt sig godt tilpas i den hyggelige lille turistby?

Den lokale forfatter Harry Kaae har ladet sig inspirere til på sin egen, fantasifulde facon, at beskrive digterens sommerophold i Dragør. Kaae skriver: ”Digteren blev et virkeligt attraktiv for byen, når han viste sig på havnen i sølvknappet fløjlsjakke med nedfaldsflip. Hans store, vandblå, kvindesyge øjne skelede af fryd ved synet af de smaltaljede og fuldbrystede dragør-piger – som nu heller ikke blev uberørte af digtermandens utilslørede appetit på dem.”

Skjoldborgs hustru, Louise, boede iflg. Kaae ikke sammen med manden i Dragør, men drev et ismejeri i København. Det var måske forklaringen på, at Skjoldborg uforstyrret kunne kaste lange blikke til byens damer? Engang imellem tog digteren dog til byen, for at passe sit ægteskab. Men som Kaae skriver, så fattede Louise hurtigt mistanke til mandens eskapader.

Johan Skjoldborg satte sig ikke så mange spor i Dragør – udover hvad han efterlod af minder i hjerterne hos byens kvinder. I hvert fald er det ikke så meget, at Lokalarkivet kan fortælle om den berømte forfatters tid i Dragør, og hans egne memoirer omtaler ikke tiden her overhovedet.

En ting står dog tilbage, nemlig Skjoldborgs hyldestdigt til Dragørs kvinder:

Vor Jord den er smuk, ja, og Kvinden er skøn
i Verdens forskellige Riger;
saa bly som en Birk, saa rank som en Røn
de staar der de dejlige Piger.
Men skønnest dufter som dugget Blad
en Dragørpige saa frisk og glad.

Ja, skøn er den granvoksne norske Mø
og skøn er den sydlandske Kvinde,
hvem mindes vel ikke som Glimt over Sø
den funklende Spanierinde.

Men Dragørpigen paa Danmarks Kyst
har Havets Bølge i sit høje Bryst.
Ja, hun er vor Fryd og vor bedste Ven
med hvem vi fortroligt kan tale;
hun gi’r os vor Tanke og Drøm igen;
og bedst tror jeg Lykken vil dale,
naar baade Husets og Hjertets Takt
er Dragørkvinderne underlagt.

Der vokser hver Sommer af Danmarks Jord
de yndigste smaa Glemmigejer,
og Engen hver Foraar saa grøn opgror
med saftige smaa Kabbelejer.
Men intet blomstrer dog i vort Land
som Dragørpigen ved Østerstrand.

.Læs artiklen Johan Skjoldborg i Dragør (Harry Kaae)