Gården hedder Nordgård, og har fået sit navn, fordi den er den nordligste gård i landsbyen.
Store Magleby var tidligere én af landets største landsbyer med op til 100 landbrug. Byen er langstrakt og strækker sig fra Nordgård i nord og er næsten en kilometer til den sydligste ende.
Hvornår Nordgård er bygget, ved vi ikke præcist. Der er noget, der tyder på, at den i 1799 blev opført af Dirch Jansen Uglspil, som opkøbte nogle mindre huse i den nordlige del af Store Magleby og samlede dem til én stor gård.
De nuværende bygninger er dog ikke så gamle, men bygget i anden halvdel af 1800-tallet.
Gården var en traditionel, firelænget gård med porte i øst og vest, så der var adgang til gårdspladsen fra både gadesiden og fra haven bagved.
Vi kender ejerne af gården lige siden Dirch Jansen Ulspil byggede den i begyndelsen af 1800-tallet.
Navnet Ulspil stammer fra Dirch Jansens fødegård, Marienlyst, hvis ejer Jan Jansen Bacher kaldtes Uglespil.
Gennem 1800-tallet går Nordgård flere gange i arv til familiemedlemmer. Den sidste ejer rigtige landmand på gården er Crilles Petersen. Han blev født på Nordgård i 1898 og boede her hele sit liv. Han ses herunder som barn.
Crilles gik i Store Magleby Skole og på billedet herunder sidder han sammen med andre børn på skolen, der var søskende. Så når man startede i 1. klasse, kendte man nok de fleste andre børn i forvejen.
I 1913 blev Crilles konfirmeret i Store Magleby Kirke.
I 1922 giftede Crilles Petersen sig med Elisabeth (biledet herunder), og de flyttede ind på Nordgård, hvor Crilles var vokset op som barn.
Dengang havde gården en ret stor husholdning. Foruden de fire børn, Gerhardt, Crilles, Anna og Ella, var der to tjenestekarle, en tjenestedreng på 16-17 år, to tjenestepiger og en barnepige.
De mange tjenestefolk betød, at Crilles og hans tre søskende ikke behøvede at deltage så meget i arbejdet på gården. Men af og til var de med i marken efter skoletid, især i de perioder hvor der var brug for mange hænder, f.eks. når der blev plantet kålplanter
På gården var der både køer, grise og høns. Køerne leverede mælk, som gennem en forpagter blev solgt til restauranter i København. Foderet fik de også fra den store by, for køerne levede af mask, der var et restprodukt fra de københavnske bryggerier. Men køerne fik også korn at spise, som kom fra gårdens egne marker.
Heste havde man også, for de var dels nødvendige som trækdyr i markarbejdet, men først og fremmest som køreheste, når man tirsdag og fredag kørte til København med grøntsager, der var Nordgårds vigtigste afgrøde.
Man dyrkede hvidkål, blomkål, kartofler, grønkål, porrer, gulerødder, rødbeder og agurker og asier. Alt sammen blev det solgt på torvet ved den nuværende Israels Plads i København. På billedet herover ses kålhovederne, der ligger i stakke bage gården.
1. Verdenskrig var en god tid for amagerbønderne, for grøntsagerne kunne afsættes ikke bare i Danmark, men i hele det sultne Europa. Efter krigen kom der et opsving i samfundet, så efterspørgslen varede ved.
På Nordgårds marker dyrkede man masser af kål, som kunne afsættes i ubegrænsede mængder i København. For hvert hvidkålshoved fik man en krone. Til sammenligning fik en tjenestekarl på gården seks kroner i ugeløn. Hvidkål blev kaldt for ”fiduskål” – sikkert fordi det var en god fidus og gav gode penge.
Salat og porrer var der til gengæld ikke meget afsætning i, for det var der endnu ikke ret mange, der spiste dengang.
Markarbejdet foregik i Crilles’ tid med heste. Han brød sig ikke om traktorer, og først da hans søn overtog en del af arbejdet, blev der købt én.
Frilandsgrøntsagerne skulle have rigeligt med gødning, og den kom til dels fra gårdens egne heste og køer. Det var dog nødvendigt at supplere med latrin – altså indholdet i lokumsspandene – fra København, og det tog man med hjem i vognen, de dage man var på torvet.
I 1930’erne kom der efterhånden kunstgødning, som var nemmere at håndtere – og ikke lugtede så meget.
I de første år efter at Crilles og Elisabeth var blevet gift, boede de nogle år sammen med hans forældre (der ses hhv. til venstre og højre på billedet herover) på gården, indtil de flyttede i en aftægtsbolig – en mindre villa – der lå, hvor lufthavnen er i dag (til højre på billedet herunder).
Så blev Crilles og Elisabeth forpagtere, indtil de selv overtog Nordgård omkring 1930.
Elisabeth havde nok at gøre på gården. Hun stod for madlavningen, passede børnene sammen med barnepigen og holdt hus for de 10-12 mennesker, som husstanden bestod af.
Der skulle sørges for de faste måltider: Morgenmad kl. 6, frokost kl. 9, middagsmad og kaffe kl. 12 og aftensmad kl. 18.
Indimellem var hun med i marken sammen med Crilles og tjenestefolkene. Hver 14. dag var det vaskedag. Dagen før blev vasketøjet sat i blød i et stort kar. Så blev det kogt i en stor gruekedel og skrubbet på et vaskebræt. Endelig blev tøjet hængt til tørre i gården.
Storstuen var gårdens fine stue, der blev brugt til fester, f.eks. bryllup, konfirmationer o.lign. Til jul stod juletræet her.
I nyere tid har den været brugt til fest for fastelavnsrytterne.
Der er en kælder under stuen, der blev brugt til at opbevare f.eks. mælk, kartofler og flæsk.
Under 2. Verdenskrig blev kælderen indrettet som beskyttelsesrum, for lufthavnen lige ved siden af var et oplagt bombemål. Så satte man senge derned til børnene, så de kunne sove, hvis der var luftalarm om natten. Skulle gården blive ramt af en bombe og styrte sammen, havde man skovle parat til at grave sig ud med.
De fine væg- og loftsmalerier i storstuen stammer måske fra 1870’erne, hvor stuen blev bygget til gården. I de sidste år, hvor gården var beboet, blev malerierne dækket med plader, som man tapetserede.
De Københavns Lufthavn blev udbygget i slutningen af 1950’erne, overtog den en del af gårdens jord, fordi den skulle bruges til anlæg af nye start- og landingsbaner.
Moderne jetfly krævede længere baner, og samtidig blev hovedgaden i Store Magleby skåret over, så trafikken måtte ledes udenom.
Nordgårds daværende ejer måtte derfor leje sin egen jord af Statens Luftfartsvæsen, der drev lufthavnen.
Kortene herover er fra hhv. 1952 og 1965 og viser udviklingen imellem de to år.
I 1970 blev selve gårdens bygninger eksproprieret, men lufthavnen havde ikke brug for dem, så i 1973 blev de solgt til Amager Museumsforening, der i forvejen havde den gamle museumsgård på Hovedgaden 12.
I dag er Nordgård en del af Amagermuseet. Den levendegøres hver sommer af Museum Amager, så man kan få et indblik i, hvordan livet på gården var før i tiden.
Fordyb dig i historien
Læs Crilles Petersens erindringer fra Nordgård
Læs Gerhardt Petersens erindringer fra Nordgård
Læs Elisabeth Svendsens erindringer fra Nordgård og Alléenlyst