Sognefogedstyret
I 1818 ophørte Store Maglebys særlige schoutstyret, der havde fungeret siden de hollandske indvandrere kom til byen i 1520’erne.
Fra omkring 1803 blev der i de danske landsogne nedsat kommissioner til at forvalte skole- og fattigvæsen. Medlemmerne blev ikke valgt men udpeget, og præsten var altid født medlem. Kommissionerne blev imidlertid ikke nedsat i Store Magleby.
I forbindelse med, at Store Magleby i retslige forhold mistede sin særordning i 1818, blev byens administration dog til en vis grad tilpasset forholdene i resten af landet.
Der blev udpeget en sognefoged, der sammen med en kirkeværge og en regnskabsfører, udgjorde et sognefogedstyre eller byforstanderskab. Sognefogden fik sine opgaver defineret af amtsrådet.
I 1830’erne blev styret suppleret med en skolepatron (leder af skolevæsnet), en fattigforstander og en vejpatron[1].
Den første sognefoged var Cert Corneliussen Bacher, som også havde været byens sidste schout. Med den nye styreform skule han vænne sig til at administrere på en anden måde en hidtil.
F.eks. var det nu et krav. at byens regnskaber skulle revideres, og det tog han næsten som en personlig fornærmelse, for han havde som schout i mange år ført regnskabet[2].
Sognefogeden fungerede nærmest som lokal politimyndighed, på samme måde som i resten af Danmark. Rent praktisk foregik skiftet til sognefogedstyret ved, at schoutens skriver fortsatte som sognefoged – han var jo inde i sagerne i forvejen.
Vejen til sogneforstanderskabet
Som et led i demokratiseringen af det danske samfund, blev der dels nedsat de såkaldte stænderforsamlinger i 1834, dels indført sogneforstanderskaber i landkommunerne fra 1842 som derigennem fik et vist, lokalt selvstyre.
Man kan faktisk godt sige, at denne styreform blev introduceret i Store Magleby allerede fra 1818, selv om sognefogedstyret ikke var en egentlig demokratisk valgt forsamling.
Et sogneforstanderskab som resten af landet, fik byen først i 1857. Store Magleby fortsatte altså med en sin særordning, også i perioden 1842 til 1857.
Op til indførelsen af loven om sogneforstanderskaberne i de danske landsogne, forsøgte sognefogeden Gert Corneliussen Bacher i 1841 at hindre, at det skete i Store Magleby.
Han indsendte en begæring til kongen, hvor han bad om at blive fritaget for de regler, der gjaldt i resten af landet. Han skrev ligeud, at han “regerer her i byen som en konge og derfor var bange for, at hans magt derved skulle blive svækket”[3].
Desuden slog han på, at der slet ikke var egnede mænd i byen, som kunne vælges til styret og at de to byer i sognet, Dragør og Store Magleby, havde så forskellige erhverv, at deres regnskaber ikke kunne forenes[4].
Udfaldet blev, at Store Magleby fik dispensation fra ordningen om sogneforstanderskaber. De to byer i sognet måtte ”vedblive at have deres særegne Communevæsen” og at de ”indtil videre maa bestyres paa den hidtil hjemlede Maade”.[5]
Den fremskridtsvenlige bonde
Sognefoged Bacher trådte tilbage på grund af dårligt helbred, og blev fra 1843 afløst af den mere fremskridtsvenlige Peder Svendsen Smidt. Han var fra 1848 en del af kredsen, der valgte den første Rigsdag[6].
I de følgende år var han valgbestyrer til Folketings- og Landstingsvalgene, og oplevede dermed det gryende demokrati på tæt hold. Han blev desuden opfordret af amtmanden til at sætte sig i spidsen for en ”rigtig” kommune, altså efter samme model som i resten af landet.
Fra centralt hold blev der formentlig presset på, for at Store Magleby kunne få det samme kommunale styre, som i resten af landet. Lokalt har Peder Svendsen Smidt sikkert gjort hvad han kunne, for at vende stemningen. Det hjalp måske også, at den tidligere schout og sognefoged, Gert Corneliussen Bacher, nu var over 80 år gammel, og at hans liv var ved at rinde ud.
I 1855 indsendte 37 gårdmænd i Store Magleby i fællesskab en ansøgning til kongen, om at måtte få ordnet byens kommunale forhold efter de samme regler som i resten af Danmark[7].
To år senere afholdtes det første valg til byens sogneforstanderskab.
Demokratiet kommer til Store Magleby
Den 19. marts 1857 afholdt man det første demokratiske valg i byen. Snart efter trådte de fem valgte byforstanderne sammen for første gang. De skulle primært varetage sager om skolen, fattigvæsenet, kirken og møllen. Bevægelsen mod en normalisering af landsbyens ældgamle særordning, var i gang.
Sognerådets første formand blev Peter Svendsen Smidt, og han stod ikke på så god fod med sognefogeden, hvis embede stadig eksisterede, men nu uden de samme opgaver som før[8].
Sogneforstanderskabet fik tillagt forskellige opgaver, som det tidligere sognefogedstyre, og før det schouten, havde haft.
Afstemningen var ikke hemmelig, og i valgprotokollen blev det ud for hver vælgers navn anført, hvilken kandidat den pågældende stemte på. Først fra 1908 valget til sognerådet hemmeligt.
Valget i 1857 blev afholdt i to afdelinger. Reglerne var som til valg til Rigsdagen, at de vælgere, der ejede mest jord, havde deres egen valgrunde. Stemmeberettigede var mænd over 30 år der havde haft fast bopæl i sognet i mindst et år.
De valgte til den første folkevalgte forsamling i Store Magleby var[9]:
Gårdejer Peder Svendsen Smidt, Raagaardsminde (formand)
Proprietær Jørgen Peter Berg, Marienlyst
Sognefoged Jacob Crillesen Bacher, Hollændergård
Gårdejer Jacob Theijsen Schmidt, Dragørgård
Gårdejer Zibrandt Crillesen, Møllegade 7 [formentlig]
Man bemærker, at der var en dragør’er imellem, men det skyldtes af Dragørs to gårde regnedes for at høre til Store Magleby og at deres beboere derfor også kunne stemme til valget der.
Til 1. afdeling af valget var der 102 stemmeberettigede og 46 afgav stemme. Til 2. afdeling, som var de største jordejeres, var der opført 26 på valglisten og heraf afgav 18 deres stemme.
De store jordbesiddere stemte næsten alle på den tidligere sognefoged, Jacob Crillesen Bacher, som da også blev valgt[10].
Peter Svendsen Smidt blev imidlertid formand for det nye råd, og var det de kommende seks år.
Allerede på det første møde i sognerådet, kom konflikterne op til overfladen. Det viste sig nemlig, at fire af de valgte medlemmer mente at sager om kirken, møllen og byens øvrige fælles ejendomme, fortsat skulle administreres af ”byen”, dvs. det sogneforstanderskab, som havde videreført af schoutens opgaver.
Peter Smidt stod imidlertid fast på, at det nu var det demokratisk valgte råd, der stod for at føre regnskaberne og indsende dem til amtet til godkendelse. Heldigvis blev han støttet af præsten, som var til stede ved mødet[11].
Hartkornsejernes Fælles Anliggender
Selv om det var gårdmændene selv, der havde anmodet om at få valgt et sogneforstanderskab, var det øjensynligt ikke fuld opbakning til, at byens anliggender skulle styres af et råd, hvor en bredere kreds havde indflydelse på, hvem der sad der.
Da Peter Svendsen Smidt ikke blev genvalgt i 1863, opstod der formentlig et ønske om at få den gamle ordning tilbage igen[12].
Ydermere blev landkommunalloven ændret i 1867, og det skabte røre i Store Magleby.
Bønderne var ikke helt tilfredse med, at lovgivningen fratog dem nogle af de opgaver, som de i fællesskab havde løst gennem århundreder. Der havde i mange år været diskussion om ejendomsretten til de gamle fælles arealer, der tidligere havde være administreret af schoutembedet, men der var ikke meget tilbage af det århundrede gamle landsbyfællesskab.
”Hartkornsejerene” – altså de gårdmænd, der ejede jorden – fastholdt deres ejendomsret til de gamle fælles institutioner: Kirken, møllen, bageriet, lergravene og retten til at hente tang ved stranden. Dem kunne ”en kommune” ikke eje.
Derfor etablerede de i 1870 Hartkornsejeres Fælles Anliggender (fra 1910 med navnet Store Magleby bylaug), der kunne videreføre fællesopgaverne[13].
Lauget administrerede f.eks. retten til at have dyr på græs på fælleden og ikke mindst adgangen til at udnytte græsningen på Saltholm.
Det virker besynderligt, at Amager Birketing i 1870 faktisk bekræfter, at det er hartkornsejernes ret at have fælles ejendom – og ikke kommunens[14].
Incitamentet har nok ikke mindst været økonomisk. Hartkornsejernes interesse var først at fremmest, at indtægterne fra de fælles ejendomme, gik i deres egne lommer og ikke i en kommunal kasse.
[1] Ann Nørregaard: Dragør og St. Magleby kommuner. Styreformer – en oversigt. 1987. Side 24.
[2] Jan Dirchsen: En by og dens mennesker. 1978. (Manuskript i DL). Side 70.
[3] Ann Nørregaard: Dragør og St. Magleby kommuner. Styreformer – en oversigt. 1987. Side 25.
[4] Gert Schmidt: Han var ikke en af vore. Manuskript i Historisk Arkiv Dragør (A313).
[5] Ny Collegial Tidende 1841, side 1023-1026.
[6] Gert Schmidt: Han var ikke en af vore. Manuskript i Historisk Arkiv Dragør (A313).
[7] Gert Schmidt: Han var ikke en af vore. Manuskript i Historisk Arkiv Dragør (A313).
[8] Jan Dirchsen: En by og dens mennesker. 1978. (Manuskript i DL). Side 71.
[9] Fortegnelse over de valgberettigede (…). 1857, I: Æ62-42.
[10] Fortegnelse over de valgberettigede (…). 1857, I: Æ62-42.
[11] Peter Svendsen Smidt: Oversigt over mine vigtigste levnetsforandringer. Historisk Arkiv Dragør A783.
[12] Gert Schmidt: Han var ikke en af vore. Manuskript i Historisk Arkiv Dragør (A313).
[13] Store Magleby – byen og bylauget. 1996. Side 5.
[14] Gert Schmidt: Han var ikke en af vore. Manuskript i Historisk Arkiv Dragør (A313).
Læs også artiklen Da demokratiet kom til Dragør
Se temasiden om Politik og administration