E.C.Hammersvej

Emil Christian Hammer var søn af den første fyrskibsfører på Drogden fyrskib, Peter Petersen Hammer.

Når Peter Hammer ikke var på vagt på fyrskibet, boede han fra 1837 til 1842 i “Højerup”, Stationsvej 2-6, med sin kone og 13 børn.

Da Dragør kirke blev bygget i årene 1882-85, skænkede E. C. Hammer og hans bror, Viggo Hammer, en del penge og inventar til kirken. Gaven omfattede bl.a. to store lysekroner.

Viggo Hammer havde grundlagt en stor tømmerhandel i København og Emil var efter en uddannelse som styrmand rejst til USA, hvor han blev forretningsmand. Inden sin død i 1894 blev Emil Hammer både dansk konsul i Boston og ridder af Dannebrog.

I 1929 ville Dragør Kommune opkalde en vej efter Viggo Hammer, for at hædre ham for hans indsats for at skaffe inventar til kirken, men Viggo mente, at æren skulle tilfalde hans bror, Emil. Det var nemlig ham, der havde betalt de 4.000 rigsdaler, som lysekronerne havde kostet.

Derfor fik den lille vej, der var blevet udlagt som forbindelse til det nye villakvarter nord for bykernen, navn efter Emil Christian Hammer – der for længst havde forladt Dragør til fordel for en karriere på den anden side af Atlanten.

E. C. Hammersvej er en forholdsvis ny vej, som er anlagt omkring 1916.

Den sydlige ende hed tidligere Vestgrønningen nr. 2-6, men fik dette navn ændret omkring 1930 i forbindelse med, at denne vejstump blev koblet sammen med en nyanlagt nordlig del af vejen hen mod Løkkevej.

På hjørnet af Kongevejen lå fra omkring 1940 en skomager og skotøjsforretning. Forretningen eksisterede til midt i 1960’erne, hvor den flyttede til Engvej.

På billedet herover ses skomager Søren Rasmussen foran butikken.

Huset på E. C. Hammersvej 5 (hjørnet af Nørregade) blev opført ca. 1836 til lodsbogholder Peter Jepsen.

Ejendommen har lighed med Dragørs såkaldte Skipperhuse, men er mindre. Huset er fredet.

I 1948 blev der ved Nørregade opført to blokke med lejligheder, som den lokale arkitekt Christian Boldrup Brandi leverede tegningerne til.

Længehusene fik hurtigt tilnavnet “Lo og lade”, som nok ikke var positivt ment. Et så markant byggeri tæt på den gamle bydel var ikke populært, og efter forhandlinger med Dragør Fredningsnævn, fik man bygherren til at tilpasse byggeriet til ”dragør-stilen”


Fordyb dig i historien:

Se billeder fra E. C. Hammersvej på Arkiv.dk

Læs om beboerne i 1700- og 1800-tallet i E. C. Hammersvej 3 og E. C. Hammersvej 5.

Scroll to Top