Dragør Jernstøberi

Jernstøberiet lå på en grund, hvor vejen Støbervænget ligger i dag.

Jernstøberiet blev grundlagt af maskinmester Georg Axel Christensen omkring 1910-1915. Han havde
vistnok været medejer af et jernstøberi ved Strandmøllen nord for København, og maskiner m.m. blev herfra flyttet til Dragør.

Grunden var i 1914 blevet købt af vognmand Jens Otte og murermester Semberlund opførte bygningerne i
1915.

Fabrikken fremstillede bukke til drejebænke, riste m.m, som bl.a. blev solgt til grossistvirksomheder som Brdr. Dahl og maskinfabrikken DANA. G.A.Christensen havde virksomheden til omkring 1922, hvor den blev overtaget af ingeniør Rixen og senere baron Wedel. Amagerbanen havde også vist sig interesseret i at købe. Senere fremstillede man pumper, der blev eksporteret til Letland og Litauen.

I 1932 var der tale om at flytte støberiet til København. Ejeren – Mortensen – var indblandet i en strid om
lokalerne, som var lejede. Den sidste virksomhed, der producerede i støberiets bygninger, var vægtfabrikken Mikro, der er aktiv omkring 1970.

Virksomheden ophørte omkring 1970.

Da støberiet lukkede, blev det overtaget af virksomheden Dana-Dis, der havde ligget ved siden af i nogle år.
Gert Frederiksen, der har været ansat på jernstøberiet fortæller:

“Der var en stor skaktovn bygget ind i hallens væg, således at man kunne tappe det flydende støbejern inde
fra hallen. Udenfor var den forsynet med en elevator, hvorfra man øverst oppe kunne fylde den med råjern,
cinders og kalk – en såkaldt påsætning.

Disse tre ting blev styrtet lagvis i et ganske bestemt forhold, indtil ovnen var fyldt. Ovnen blev startet op tidligt næste morgen, og først på eftermiddagen var der klar til støbning. Dette varede til hen under aftenen, og
der blev støbt en eller to gange om ugen.

Når støbemassen var klar, blev lågen til ovnen åbnet og med lange jernstænger blev der slået hul på massen
og det flydende støbejern kunne via en rende løbe ned i støbeskeen. Støbeskeen mindede meget om en stor gryde, men i stedet for hanke var der to lange stænger, der endte i et dobbelt håndtag.

To mand bar så støbeskeen imellem sig hen til formene og hældte indholdet ned i dem. Til de større emner fandtes en stor støbeske, der blev kørt rundt med i kran. Det var varmt og hårdt arbejde, der ofte medførte
brandsår, når det flydende jern sprøjtede til alle sider.

Næste morgen ved 3-4 tiden var jernet størknet. Arbejdsmændene mødte op og formene blev slået ud.
Sandet fra formene blev renset for metalstykker i et stort piskeris, således at det var klar til genanvendelse,
når formerne mødte op kl. 7. I mellem støbningerne gik arbejdsfolkene og rengjorde det færdige støbegods for glødeskaller og grater, mens formerne byggede de nye forme op.

Ved siden af hallen lå et træskur hvor formerne opbevarede alle deres modeller. Inde i hallen fandtes også en speciel ovn, hvor kernemagerne tørrede deres lerkerner.

Produktionen var meget vekslende, det var mest støbegods til de forskellige Københavnske maskinværksteder.
Da Danadis startede op ved siden af, støbte man også motorblokke til dem. Senere blev de dog utilfredse
med kvaliteten og fik i stedet leveret fra Holbæk Jernstøberi.”

Scroll to Top