Dragør Lund

Arkæologiske fund af bl.a. tørvelag med spor af egetræ, viser at Amager i stenalderen har været dækket af skov. På grund af opdyrkning forsvandt skoven dog langt de fleste steder på øen, men enkelte mindre skove blev stående tilbage.

Måske er Dragør Lund den sidste rest af den oprindelige skov på Amager. Lunden omtales i 1621, hvor der blev holdt auktion over nogle ”vindfælder”, altså træer der var væltet af stormen .

I 1656 hedder det i en beskrivelse, at skoven på Amager er forsvundet, men at der ”ickon paa landetz syndre ende er en liden skov” .

I 1911 fældede man i Dragør Lund et stort egetræ, som må have været et af de ældste på Amager .

Udsnit af kort tegnet af Johannes Meyer 1656. Man kan se signaturerne for byerne Store Magleby og Dragør og Dragør Lund som en uregelmæssig “klat” lidt under midten.

Svenskekrigene

Hvad bønderne ikke fik fældet af træer på øen, blev stort set brændt af af svenskerne under krigen i 1658-1660 eller brugt af københavnerne til brændsel eller fæstningsbyggeri.

Det var øjensynligt ikke ufarligt for københavnerne, for den 3. januar 1659 blev en brygger og en bager taget til fange af svenske soldater ved Dragør Lund, da han var ude efter brænde. Efter sigende døde bageren i svensk fangenskab .

De træer, der ikke var forsvundet under krigen, blev fældet og uddelt som brændsel bl.a. til Københavns bagere, så de kunne levere brød til skolebørnene. Andet træ blev brugt til at reparere Knippelsbro med, og endelig tog hoffet sin del, for der skulle jo fyres på slottet. Endelig gik der tømmer til de såkaldte stormpæle, som var en del af befæstningen af København.

Remiserne

Der kom dog igen skov på Amager efter krigen. Efter kongens ønske blev der plantet små lunde, der blev kaldt remiser. Remise er et fransk ord, der betyder ”sætte tilbage”. De skulle dels sikre byernes forsyning med brændsel og dels danne skjulesteder for harer og andet småvildt, som kongen kunne drive jagt på.

Jagten på Amager tilhørte kongen, der havde øen som en del af sin vildtbane, altså jagtareal. Der blev plantet omkring ti remiser, og de fleste lå på overgangen mellem landsbyens jord og dens fælled. Remiserne var omgivet af et stendige, som bønderne havde pligt til at vedligeholde. Ved Lergravsparken på Øresundsvej i Sundbyøster kan man stadig se en rest af det gamle stendige omkring én af remiserne.

I 1825 blev Dirk Svendsen Buur ansat til at holde opsyn med remiserne på Store Magleby mark. Han skulle bl.a. holde øje med, om nogen stjal af træerne eller om kreaturer kommer ind i skovene.

I dag findes der ikke mange spor tilbage af disse småskove, men selv om Dragør Lund er af ældre dato, er den nu den eneste bevarede remise på Amager. Enkelte steder har vejnavne bevaret historien om remiserne, f.eks. i Remiseparken.

Udsnit af kort over Amager fra 1740. Man kan se en del af de mange remiser rundt om øen. Kortet er nok ikke helt præcist, så Dragør Lunds vældige udstrækning til højre på kortet, er nok ikke helt korrekt.

 

 

Lunden som sømærke

Foruden at være jagtterræn og brændselsleverandør, har Dragør Lund også haft en vigtig funktion som sømærke. På det helt åbne Sydamager var skoven synlig fra søsiden, og er afsat på søkortene. På et søkort fra 1700, er skoven markeret som en del træer mellem Dragør og Store Magleby og benævnt ”Amager Bos”.

Da man efter svenskekrigen i 1650’erne fældede det meste af Lunden, hed det at det skulle ske ”uden skade for søfarten”.

I et brev fra begyndelsen af 1700-tallet hedder det, at der ikke må fældes træer i Lunden, fordi den fungerer som sømærke .

I mange af dragørlodsernes navigationsbøger (”mærkebøger”), nævnes enkeltstående træer, der fungerer som sømærker, bl.a. i Dragør Lund. F.eks. står der i en af bøgerne, at hvis man ude på sundet holder Lunden over Peter Friis’ pæretræ sikrer at man har tilstrækkelig vanddybde til at sejle sikkert syd om Saltholm. Disse sejladsanvisninger var kun beregnet for lodsen selv, som sikkert udmærket vidste, hvor pæretræet stod.

I 1798 udstedes en forordning om, at remiserne på Amager skal holdes indhegnede, for at sikre deres funktion som mærker for lodserne. Remiserne underlægges opsyn af chefen for lodsvæsenet. Desuden fredes 17 enkeltstående træer rundt om på Amager.

Jagten ophører

Ved en lovændring i 1851 ophørte kongens jagtret, og da Kongelunden nu var blevet plantet og fungerede som kongeligt jagtområde, skilte Staten sig af med de fleste af remiserne på Amager. På det tidspunkt var det foruden Dragør Lund, kun Maglebylille remise og Sundbyøster Remise, der eksisterede endnu. I slutningen af 1800-tallet var der dog endnu privat jagt i Dragør Lund.

Lunden var sammen med Kongelunden blevet underlagt Statsskovvæsenet, men her var man ikke interesseret i at skulle pleje en lille skov, der lå langt væk fra de øvrige skove i skovdistriktet. Lunden blev derfor i 1967 solgt til Store Magleby Kommune. I forbindelse med anlægget af Hartkornsvej i 1972 blev en del af skoven fældet.

Dragør Lund som udflugtsmål

Allerede i 1600-tallet tog folk i København på søndagstur til Amager. Turen kunne f.eks. gå til Dragør Lund, hvor der var et broget folkeliv om sommeren. I midten af 1700-tallet var besøget af folk fra København åbenbart så stort, at det var nødvendigt at regulere turisternes adfærd. Amtmanden udstedte et forbud mod tobaksrygning, som kunne føre til skovbrand. Straffen var bøde, og kunne den ikke betales, blev man sat i fængsel på vand og brød.

Kroen i Dragør havde udskænkningstelte i Dragør Lund og der var opstillet danseestrader. Stedet var lige så populært som f.eks. Charlottenlund og Frederiksdal. I begyndelsen af 1800-tallet tog medlemmer af det frivillige, militære korps Livjægerne gerne til Dragør Lund. Flere af korpsets medlemmer var rekrutteret blandt skuespillerne på Det Kongelige Teater, så de stod for underholdningen i skoven. En koncertmester, Edouard Dupuy, arrangerede sommerfester for soldaterne og sang og spillede.

Om søndagen var der beværtning, musik, dans og andre fornøjelser, som f.eks. blåmalede joller, der fungerede som gynger, skydetelt, tombola og en kone som solgte hjemmebagte vafler .

Wilhelm Dinesen (Karen Blixens far) fortæller i ét af sine ”jagtbreve” om en tur i 1880’erne med ”Pilen” til Dragør Havn, hvorfra turen går til Lunden, hvor der var skærsommernatsbal. ”Grønne træer og dannebrogsflag og dansegulv, god musik og piger”, hedder det i erindringerne. Dinesen skiver videre, at han faldt for én af de lokale piger, den søde Marchen Crillesen, som han dansede med hele natten og til sidst fulgte hjem til Dragør. Da var klokken blevet så mange, at ”Pilen” var sejlet tilbage til København .

Der kunne på disse dage opstå klammeri mellem folk fra Dragør og Store Magleby, og da der engang i slutningen af 1870 blev brugt skydevåben, blev Lunden lukket af politiet.

Dragør Sangforening på udflugt i 1924. Billedet kan være fra Dragør Lund, hvor foreningens ofte tog ud om sommeren.

Sangforeningen i Lunden

Fra 1869 findes en længere beretning om Sangforeningen “Arion”’s sommerudflugt til Dragør Lund:

“Den 3. juni kl. 1. samledes medlemmerne for at gå ombord i den flagsmykkede “Fulton”, for med den at sejle mod Dragør. Denne tur, som havde kostet adskillige forarbejder og en del diskussion, om damerne skulle være med eller ej, foretoges af herrer alene.

Efter at have holdt en lille musikprøve på de koncertnumre, hvortil musikken skulle assistere, og tillige nedskyllet nogle bajere, som søfolkene velvilligt solgte for otte skilling stykket, nærmede damperen sig Dragør.

Pludselig sås en lille sejlbåd, der kom fra fiskerbyens havn, med utrolig færdighed styre ud mod skibet og lægge sig på dets side. I båden var lodsen Palm, medlem af bestyrelsen for Dragør Sangforening, der således bød “Arion” det første velkommen.

Efter at være blevet præsenteret for “Arions” dirigent, og have overrakt en sang fra Dragør, overtog han kommandoen, og kort efter lå Fulton ved skibsbroen. På denne stod Dragør Sangforening opstillet med sin smukke fane i spidsen, og bagved den – så langt øjet kunne række – viste der sig for de forbavsede arioner en anseelig skare af pyntede herrer og damer, dels købstadsklædte, dels i nationaldragter, hvilket alt i alt frembød et meget smukt skue.

Begge foreninger blandede sig nu sammen, og arm i arm, som gamle bekendte, gik deltagerne med musik og begge foreningers faner i spidsen over til købmand Schmidt, i hvis store dansesal, der var opstillet borde, rigt besatte med fulde boller og med varm punsch i fyldte glas. Det var en ren lise for de tørstige sangere, der i en timestid kun havde set søvand.

Klokken 4 skulle man gå i procession til Lunden, og formanden meddelte at indtil da stod det enhver frit for, om man ville bese byen eller blive ved punschen.

Dele af byen mindede stærkt om Nyboder, ja så stærkt, at et medlem af “Arion”, som hørte til Holmens faste stok, senere på aftenen med nøgle i hånden, fandtes søgende efter sin gadedør.

Kl. 4½ gik turen altså til Dragør Lund, hvor koncerten blev holdt. Denne forløb godt indtil sidste nummer i første afdeling, da himlen pludselig åbnede sit sluseværk og nedsendte strømme af vand.

Bagefter gik medlemmerne over i et stort telt, hvor der var dækket et ikke alene koldt, men også, og især, vådt bord for dem der havde lyst til at spise for 2 mark og 8 skilling pro persona.

Alt eftersom snapsene gled ned, blev stemningen højere og højere, og man træffer sjældent så meget vrøvl og munterhed, som den der her herskede.

Efter en halv times tid søgte man atter ud i Lunden, og snart snurrede “Arion”‘s bolde sønner rundt med de mange smukke amagerpiger. På bordene i teltet anbragtes en overflødig mængde af punscheboller.

Punschen var ikke til at få bugt med trods en ærlig vilje og lige så redelige anstrengelser. Et medlem spurgte tilsidst, om de da havde punsch i brøndene herude?

Men alting har en ende og formanden måtte omsider sige stop og takke Dragør Sangforening for den broderlighed og hjertelighed, hvormed den havde modtaget og behandlet “Arion”.

Musikken blæste appel, og nogenlunde samlede marcherede de glade sangere med pigen eller karlen under armen ned til skibet. Kaptajnen kommanderede at maskinen skulle sættes i gang, men skibet blev halsstarrigt liggende hvor det lå. Man trak et tov i land, og Dragørs Sangforening tog rask til at hale, men midt under anstrengelserne sprang tovet, og alle måtte kysse Moder Jord – pånær tre, der faldt i havnen.

Efter nogle timers ihærdigt, men forgæves arbejde, måtte “Arion” gå i land igen og få vognmændene til at køre foreningen til København”.

 

Lundestenen

I den sydøstlige del af Dragør Lund ligger en flad sten, der kaldes Lundestenen. Den var tidlige vigtig, når de lokale jordemødre skulle forklare børn i en familie, hvor deres nyfødte søskende kom fra. Historien findes i flere versioner.

Én udgave går ud på, at jordemoderen forklarer børnene, at deres far og mor har været ude at køre tur, og ved Lundestenen fundet en dreng eller pige, der lå og græd, og som de derfor har taget med hjem.

En anden udgave lyder, at de mindre børn i hjemmet simpelthen blev sendt på en gåtur ud til Lundestenen og tilbage, mens fødselen var i gang derhjemme. Dermed undgik de at overvære selve nedkomsten, og var ikke i vejen for jordemoderen.

Historierne om sten, der forbindes med fødsler, kendes andre steder fra. I Maglebylille var der ved gadekæret en såkaldt ”storkesten”. Sagnet sagde, at alle unge piger, der trådte på stenen ved forårstid, fik besøg af storken inden årets udgang.