Latrin

Amagers folkelige tilnavn “Lorteøen” skyldes, at bønderne i mange hundreder år brugte indholdet fra de københavnske lokummer som gødning på markerne.

Det tekniske ord for lokumsspandenes indhold er latrin.

Indsamlingen af latrin fra de københavnske lokummer skete om natten, hvor ”natmænd” kørte rundt til hver enkelt ejendom og tømte spandene. Latrinen blev kørt til latrinkuler udenfor byen.

Indtil 1779 lå én af Københavns kuler på lige bag ved Vor Frelsers Kirke Christianshavn, men efter klager fra naboerne blev den flyttet til Kløvermarken på det nordligste Amager. Her blev den indrettet, så indholdet kunne ledes ud over de omkringliggende flader, hvor det tørrede, så det kunne sælges som gødning.

Herfra hentede amagerbønderne latrinen i vogne. Efter åbningen af Amagerbanen i 1907, blev togene også brugt til latrintransporterne. I folkemunde blev latrinvognene kaldt for ”chokoladevogne”. Togene, der bragte latrinen ud ad byen, fik tilnavnet ”kongetog” eller ”chokoladeekspressen”.

Indtil 1898 havde en række private vognmænd kontrakter på af køre latrinen væk. Endnu tidligere var det det københavnske natførerlaug, der frem til 1843 havde privilegium på opgaven. Vognmændene sluttede sig i 1870’erne og 1880’erne sammen og dannede Københavns Renovationskompagni (1872) og Nyt Renovationskompagni (1884).

Der var en del klager over vognmændenes måde at håndtere latrintransporten på. De var ikke interesseret i at indføre ståltønder og damprensning, og tog det ikke så nøje med, om tønderne var overfyldte og at indholdet blev spildt undervejs.

I 1898 indgik kommunen derfor en aftale med de københavnske grundejeres organisation, om dannelsen af ét samlet renovationsselskab.

Selskabet, der fik navnet Kjøbenhavnske Grundejeres Renholdningsselskab, fik en kontrakt på at fjerne latrin frem til 1938. Så mente man, at alle husstande ville have fået WC’er. Gennem kontakten med selskabet blev betingelserne for arbejdet med latrinen fastsat. Der skulle anvendes tønder af stål, tønderne skulle renses med damp og tømmes tre gange om ugen.

Latrinvogn på samlestationen ved Kløvermarken på Amager.
Latrinvogn på samlestationen ved Kløvermarken på Amager.

Kloakering

Koleraepidemien i 1850’erne gjorde det klart, at latrinindsamlingen var en væsentlig kilde til spredning af smitte, og ikke mindst læger blev fortalere for, at København skulle kloakeres.

Københavns første WC blev installeret i 1846 og ti år senere var der omkring 2-300. I 1890’erne var WC’erne dog stadig en undtagelse.

Så længe der ikke var et udbredt kloaknet i byen, måtte man endnu i 1800-tallets sidste årtier leve med lokummer i gården. Natpotter i lejlighederne var stadig udbredte.

Fra 1897 indførtes et kloaksystem i København, hvor latrinen blev opsamlet i ledninger og ført ud i Øresund. Men det var langt fra alle husstande, der med det samme fik glæde af kloakeringen. Der var stadig brug for ”natmænd” til at tømme tønder.

Ved Kløvermarken blev der omkring 1900 anlagt en kloakpumpestation og en samlestation for latrin. På stationen kunne landmændene selv afhente latrinen.

I 1916 findes der i København 80.000 WC’er, men der er stadig 20.000 latrintønder i brug. Da latrintønderne bruges af flere husstande, er der gennemsnitligt flere indbyggere, der bruger latrintønder end der bruger WC.

I 1930’erne måtte man erkende, at målet om, at alle husstande skulle have WC i 1938 ikke kunne nås. Endnu i 1972 blev der hentet latrin i København.

Afhentning af tang på Amagers sydkyst i 1950'erne.
Afhentning af tang på Amagers sydkyst i 1950’erne.

Kunstgødning

I 1800-tallet var man begyndt at eksperimente med kunstigt fremstillet gødning.

I løbet af 1900-tallet vandt kunstgødningen indpas i det danske landbrug og også på Amager. Den var ikke blot nemmere at håndtere – og som tiden gik også billigere.

Man undersøgte muligheden for at blande latrinen med tørv og indtørre den til et hvidt pulver, den såkaldte patentgødning. Men på efterhånden blev de kunstigt producerede gødningsstoffer brugt mere og mere.

Latrinens gødningsværdi var ringe i forhold til kunstigt fremstillede gødningsstoffers. I 1911 vurderede gødningsudvalget i Amagerlands Producentforening, at 89% af latrinen bestod af vand.

I 1904 udgjorde mængden af københavnsk latrin, der blev solgt til gødning ca. 14.800 tons. Under 1. Verdenskrig var behovet hos landmændene meget stort, fordi der ikke kunne importeres kunstgødning. Men efter krigen faldt salget igen, og i 1930’erne var der praktisk talt ikke noget salg af latrin mere.