Det lukkede samfund i Store Magleby

Omkring 1521 gav kong Christian den 2. en lille gruppe bønder fra nederlandene tilladelse til at slå sig ned på Amager og Saltholm. Kun det kongelige fiskerleje Dragør var undtaget.

Christian den 2.’s særlige beskyttelse af hollænderbønderne på Amager varede dog ikke længe. I 1523 drog kongen i landflygtighed, og fordi der blandt rigsrådets medlemmer var en del utilfredshed med det særlige arrangement med hollænderne, var noget af det første hans efterfølger på tronen, Frederik den 1. gjorde, da han kom til magten, at indskrænke bøndernes rettigheder til kun at omfatte Store Magleby sogn.

Egentlig blev hollænderne bedt om at flytte hjem, men det er der ikke noget der tyder på, at særlig mange af dem faktisk gjorde.

De danske bønder, der indtil 1521 havde beboet Amagers andre landsbyer, fik lov til at flytte tilbage. De er formentlig blevet tilbudt at indgå nye fæstekontrakter, hvad en del sikkert har gjort.

En hollandsk enklave

Det er vanskeligt at forestille sig et lille, hollandskpræget samfund midt i det danske. Hollænderbyen har været en kulturel enklave, hvor der dels har været en særlig styreform, der var knæsat gennem lovgivning. Dels har der gennem hundreder af år været talt et særligt sprog i byen, både folk imellem og i kirke og skole.

De nederlandske bønder – eller ”hollænderne” som de ofte er blevet kaldt – blev ikke umiddelbart integreret i det amagerske samfund. I stedet for at glide ind mellem den oprindelige befolkning, kom de til at udgøre et lukket samfund i Store Magleby.

Hollænderne bevarede deres sprog og deres traditioner. De hollandske navne levede videre fra generation til generation, og eksisterer stadig blandt den lokale befolkning.

Der blev givet lov til, at hollænderne kunne bevare den administrative og juridiske praksis, som de var vant til hjemmefra.

I de følgende århundreder spredtes den hollandske befolkning, og dens kultur og måde at drive landbrug på, efterhånden til hele Amager.

Et af de særlige forhold ved Hollænderbyen, var de særlige arveregler bønderne var tildelt, og som adskilte sig fra resten af Danmarks.

I en bekræftelse af hollændernes privilegier og vedtægter fra 1667, beskrives bl.a. at begge køn arver lige: ”broder og syster schal udj lige lod, schiffte og deling med hver andre”.

Det betød, at både mænd og kvinder havde arveret.

Forholdet til Amagers danske bønder

I 1541 gav kong Christian den 3. ordre på, at bønderne i de danske byer på Amager måtte blive på deres gårde og kun skulle udføre pligtarbejde på Københavns Slot og på ”Amager gaard” – altså formentlig kongens ladegård på Amager.

Samtidig fik de lov til at bruge Saltholm sammen med hollænderbønderne.

En kort tid i 1547 får de endda retten til Saltholm alene, men kongen fortrød åbenbart efter en måned og gav hollænderne deres rettigheder tilbage, så de kan bruge øen sammen med de danske bønder.

Muligvis er der allerede på dette i de sidste årtier i 1500-tallet ved at være et befolkningsoverskud i Store Magleby, som må løses ved en spredning til et større område.

I 1574 gav kongen hollænderbønderne den samme ret til at fæste gårde på Amager, som de danske bønder havde.

De hollænderbønder, der bosatte sig i de danske landsbyer, blev dog betragtet som lavere stillede, og de mistede deres særlige privillegier. F.eks. skulle de betale skatter til kongen, hvad bønderne i Store Magleby var fritaget for.

Hovedparten af Store Magleby-bønderne blev derfor boende i deres landsby, men nogle lejede jord i de omliggede byers marker.

I løbet af 1700-tallet blev over en tredjedel af jorden i de “danske” byer Maglebylille, Skelgårde, Tømmerup og Ullerup drevet af hollænderne. Her var afgrøderne dog i højere grad grøntsager frem for korn og hø.

I 1579 gav kongen ti Store Magleby-bønder lov til at forpagte kongens ladegård i Tårnby. Ordningen varede dog kun så længe de var i live, men efter af kronen igen selv havde drevet gården, blev den atter i 1624 forpagtet til hollænderbønder.

Risikoen for indavl

I det lukkede samfund i Store Magleby giftede man sig med hinanden indenfor den kulturelle kreds, som hollænderkolonien udgjorde.

Store Magleby’erne har nok ret tidligt været klar over den biologiske risiko ved at få børn med nært beslægtede.

I 1600-tallet ses en række sager, hvor storemagleby’ere søger om tilladelse til at gifte sig med nære familiemedlemmer.

I 1625 får Gert Jansen Backer tilladelse til at gifte sig med Maricken Jacobsdatter, selv om de er fætter og kusine.

1630 får Cornelius Petersen lov at indgå ægteskab med Lene Cornelis, selv om hendes afdøde mand var beslægtet med ham i tredje led.

De følgende år gives en række lignende tilladelser, og det viser måske, at man på det tidspunkt har fået opmærksomhed om problemet .

Ny Hollænderby

I 1651 tages et afgørende skridt for at komme problemet med befolkningsoverskuddet i Store Magleby til livs.

20 bønder får lov at bosætte sig på Københavns Ladegårds marker vest for København, i det område, der i dag er Frederiksberg.

De må beholde deres privilegier fra Hollænderbyen på Amager og slipper for afgifter, bortset fra at de skal levere mælk og kød til Københavns Slot. Endelig får de hjælp til at opføre deres egen kirke i den nye by.

Også en kro må den by have, så i 1664 gives der bevilling til krohold til Dirch Johansen.

Ny Hollænderby, som bosættelsen kom til at hedde, blev placeret langs den nuværende Allégade fra Frederiksberg Runddel og nordpå.

Også her fik beboerne lov at beholde den særlige nederlandske kommunal- og retsordning og det hollandsk-plattysk sprog i kirken.

Der skete i Ny Hollænderby en højere grad af ”blanding” med oprindelige danske, og byen blev udsat dels for brande, dels for misvækst, som truede med gøre en ende på kolonien. Værre var det dog, at indbyggerne ikke betalte deres skatter, og derfor blev byen officielt nedlagt igen i 1699.

Andre udflytterkolonier

Efter udflytningen til Ny Hollænderby i 1600-tallet, blev det enkelte gange senere forsøgt at etablere nye kolonier af hollændere udenfor Amager.

Der har været fremsat en teori om, at der i 1711 blev flyttet nogle grupper amagere til hhv. Halsnæs og Refsnæs.

På Halsnæs havde pestepidemien ramt hårdt og lagt mange gårde øde, og kongen ønskede at besætte gårdene på sit krongods med bønder fra Amager, for at få landbrugsdriften i gang igen. Historien om udflytningen lanceres allerede i 1800.

Der er imidlertid ikke nogen kilder, der bekræfter udflytningen. Påstanden om, at stednavne på Halsnæs (Tømmerup, Ullerup osv.) skulle være opstået på den tid kan tilbagevises. Disse navne kendes langt tidligere, mens navnet Amagerhuse netop ikke er registreret på stedet før i 1800-tallet.

Mere substans kan der være i fortællingen om, at de 11 hollænderne, der i 1552 etablerer sig ved Bøtø på Falster, oprindeligt kom fra Saltholm. Ved ændringen af privillegieforholdene for de amagerhollandske bønder i 1541, hvor det blev besluttet at også de danske bønder havde ret til at bosætte sig på Saltholm, blev de hollændere, der havde boet her (formentlig siden 1521) utilfredse flyttede.

Social kontrol

Det privillegiestyrede samfund var underlagt en række uskrevne regler for bl.a. ægteskaber. Dels accepterede man ikke ægteskaber mellem folk fra hollænderbyen og de danske byer, dels måtte man ikke gifte sig udenfor sin stand. Børn født udenfor ægteskab var en sjældenhed.

Brud på disse regler, blev der i byen set ned på og der blev henvist til, at det stred mod byens vedtægter.

En gårdmand, Jan Corneliussen, der i begyndelsen af 1750’erne søgte at gifte sig med en skånsk tjenestepige, Sidse Nielsdatter, blev afvist af schouten og byens råd, som overtalte præsten til at nægte at vie dem og forsøgte endda at få kongelige konfirmation på en vedtægt, der forbød enker og enkemænd at gifte sig med fremmede.

Gjorde de det alligevel, måtte de afgive deres jordejendom til byen. Vedtægten blev dog standset af amtmanden, der mente byen havde privillegier nok i forvejen.

Jan og Sidse insisterede stadig på at indgå ægteskab, så balladen i byen fortsatte. Dels druknede karlen på Jan Corneliussens gård under mystiske omstændigheder, dels måtte brudeparret lade vielsen foregå i hjemmet af frygt for opstandelse i kirken.

Amtmanden måtte sende en skriftlig advarsel til schouten i Store Magleby og bad ham sikre at byens befolkning ikke tilføjede brudeparret nogen overlast. Vielsen foregik dog alligevel derhjemme.

Sidse fødte de følgende år fire børn, der alle døde som små og Sidste døde selv efter parret havde været gift i seks år. Jan Corneliussen giftede sig igen, men denne gang med en gårdmandsdatter fra byen. At stå mål med den sociale kontrol endnu engang, ønskede han nok ikke.

Der blev set strengt på lejermål (dvs. seksuel omgang udenfor ægteskab), som der kunne idømmes bøder for. Bøden var for de mest velstillede 12 daler af manden og seks daler af pigen.

Hvis manden efterfølgende giftede sig med pigen, var det en formildende omstændighed, men for kvinderne var det nedværdigende, fordi de skulle gå i kirken med udslået hår, for at vise deres synd.

Hvis en mand havde omgang med flere kvinder, kunne straffen være helt op til 100 daler og utroskab kunne straffes med tab af jord.

Der er som eksempel en sag i 1634, hvor en mand, der har begået utroskab, vælger af flygte fra byen, hvorefter hans ejendele overgår til kongen.

Brylluppet i 1759

Frem til 1700-tallet blev der formentlig ikke indgået ægteskaber mellem beboere i den hollandske Store Magleby og Amagers danske byer.

Holger Jacobæus skriver i 1674, at hollænderne aldrig gifter sig med fremmede, og da én af dem dog alligevel giftede sig med en pige fra København, var han nær blevet stenet.

Denne historie er dog nok en skrøne. Årsagen til, at der ikke blev indgået giftermål mellem hollændere og danske var dog nok snarere, at der i de oprindelige privillegier for hollænderkolonien stod, at hvis en slægt uddøde, ville gården tilfalde kongen og privillegierne bortfalde. Det gjaldt altså om at holde ejendommen indenfor koloniens kreds.

I Michael Hansen Jernskiægs fortælling om Amager fra 1693 understreges det med formuleringen, at hollænderen ”gør sit giftermål med ingen anden pige, end med sin slægt, den han kalder lige”.

Efterhånden var der imidlertid problemer med at skaffe avinger til Store Maglebys gårde, især fordi befolkningstallet stagnerede.

Men der var også det var et praktisk problem at ”afsætte” børn, så de fik egne gårde indefor landsbyen. Kun ét af børnene kunne overtage fødegården, og de øvrige måtte der findes anden beskæftigelse til.

Nogle flyttede til Dragør og blev engagereret i søfarten der, men det var stadig et problem at få placeret alle børn i de lidt mere børnerige familier. Så man har nok i 1700-tallet erkendt, at en åbning mod omverdenen var nødvendig.

Amtmandens intervention ved Jan Corneliussens og Sidse Nielsdatters bryllup i 1754 var nok medvirkende til, at man i Store Magleby begyndte at se med mildere øjne på de uskrevne og strenge regler for, hvem man kunne gifte sig med indenfor det hollandske samfund.

Derfor blev der nogle år senere indgået et ægteskab, som blev et vendepunkt – ikke bare i synet på, hvordan ægteskabelige forbindelser kunne etableres, men i hele forholdet mellem det lukkede samfund i Hollænderbyen og det danske samfund udenfor.

I 1759 indgik schouten, Jacob Gerridsen Bacher, ægteskab med pigen Gertrud Hansdatter, der var fra Sundbyvester.

Jacob Bacher havde ti år tidligere overværet et bryllup i Tårnby Kirke mellem brudens søster og en mand fra Kastrup, og her var kong Frederik den 5. tilstede.

Det kan have været en motivation, at kongen på den måde anerkendte alle Amagers bønder, uanset om de var hollændere eller danske.

Brylluppet var så stor en begivenhed, at det blev udførligt refereret i det københavnske dagblad Københavnske Adressecontoirs Efterretninger. Her stod der bl.a.:

Bruden fremstillede sig paa hendes Æres- og Glædes-Dag første Gang, den med stor Bekostning anskaffede gammel-hollandske Amagerdragt, hvilke hun af Kjærlighed til sin Brudgom og det Folk hun forenes med, agter herefter at bære. Efter Brudevielsen blev Brudgommen og Bruden, af den anseelige Brudeskare udi 23 Karosser [køretøjer] foruden Chaiser, Jagtvogne og den store Mængde Amagervogne, ledsagdede til Brudens Fader, agtværdige og velfornemme Hans Hansens Bopæl i Sundbyvester, og der saavelsom paa adskillige andre Steder i Byen – saaledes beværtede, at Enhver med den fuldkommeste Fornøjelse og bedste Ønsker, fandt sig forbundne til at ønske de ved dette Ægteskab forenede og gamle Nord-Hollandske og ældgamle Amager-Danske, al tiltagende Naade og Velsignelse af Gud.”

Brylluppet var altså ikke bare en ægteskabelig forbindelse mellem de to, der blev viet, men blev også udlagt som en forening mellem den hollandske og danske kultur på Amager.

Bruden iklædte sig så at sige bogstaveligt den hollandske kultur gennem amagerdragten og tog den på sig. Brudgommen på sin side, der var schout og altså den øverste i Hollænderbyen, accepterede gennem sit ægteskab en kulturel forbrødring med en danske bonde, hvis søn og svigersønner var fogeder i Sundbyvester, Tårnby og Kastrup.

De skelsættende bryllup i 1759 blev efterfulgt af flere ægteskaber mellem hollændere og danske.

I de følgende år giftede gårdmænd fra Store Magleby sig med piger fra Tårnby, og det medførte nu ikke længere social deklassering. De ”blandede” ægtefolk kunne nu bosætte sig i Store Magleby, uden at blive stødt ud af lokalsamfundet.


Denne artikel er udarbejdet på baggrund af litteratur og kilder i Historisk Arkiv Dragør.


Læs mere om Hollænderne på Amager